Vi samler statistik ved hjælp af cookies

Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden til glæde for vores brugere. Du kan altid slette cookies fra os igen.

Ministeren vil forbedre optagelses­processen til erhvervs­uddannelserne

[02.02.2016]

Processen var tidspresset og præget af begyndervanskeligheder, da erhvervsuddannelserne sidste år afholdt optagelsesprøver for første gang, viser en evaluering af optagelsesprocessen. Derfor vil ministeren nu tage fat på forbedring af it-understøttelsen og logistikken ved optagelsesprocessen i år.

2015 var første år med adgangskrav til erhvervsuddannelserne, og for dem, der ikke levede op til adgangskravet, var det i stedet muligt at gå til en optagelsesprøve. Hele optagelsesprocessen blev i efteråret evalueret af Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling. Evalueringen viser, at der var begyndervanskeligheder, og at der inden optagelsesprocessen i år bør ske justeringer af it-understøttelse, logistik, samt selve planlægningen og gennemførelsen af optagelsesprøverne.

Minister for børn, undervisning og ligestilling, Ellen Trane Nørby, vil på den baggrund sørge for, at der bliver ændret på optagelsesprocessen til erhvervsuddannelserne.

”Evalueringen er vigtig for at sikre, at vi får implementeret erhvervsuddannelsesreformen på en god måde, og jeg er klar til at gribe ind, hvor det er nødvendigt. Allerede nu vil jeg derfor sætte en forbedring af it-understøttelsen i gang og sikre, at alle er informeret om roller og ansvar i processen. Vi skal også styrke indsatsen over for ordblinde og de lidt ældre ansøgere, som ikke er vant til at gå til eksamen. Endelig vil jeg minde om, at optagelsesprøven ikke står alene. Den suppleres af en samtale med skolen, der godt kan føre til optagelse – også selv om prøven ikke er bestået,” siger Ellen Trane Nørby.

Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling vil nu gå i gang med at forbedre it-understøttelsen, så brugergrænsefladen på optagelse.dk fra optagelsesåret 2016/17 bliver bedre, og der vil blive etableret en database for prøvekarakterer fra grundskolen. Derudover vil der blive iværksat en informationsindsats over for erhvervsskolerne, som tydeliggør roller og ansvar i optagelsesprocessen og understreger samtalens funktion i optagelsesprocessen.

Når man har set, hvordan processen forløber i år, vil man i øvrigt beslutte, om der skal ske mere grundlæggende justeringer.

Fakta

Som en konsekvens af Aftale om bedre og mere attraktive erhvervsuddannelser, som trådte i kraft pr 1. august 2015, er der indført adgangskrav på erhvervsuddannelserne. Adgangskravene skal sikre, at eleverne har de nødvendige grundlæggende færdigheder i dansk og matematik og også i øvrigt vurderes til at kunne gennemføre en erhvervsuddannelse. Ansøgere til erhvervsuddannelser, som ikke umiddelbart opfylder adgangskravene, kan komme til en optagelsesprøve og en samtale på erhvervsskolen.

Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling har i efteråret 2015 gennemført en evaluering af optagelsesprocessen til erhvervsuddannelserne i 2015. Evalueringen er blevet gennemført på baggrund af møder med de involverede parter (Danmarks Erhvervsskoler - Lederne, Danske SOSU-skoler, UU Danmark, Efterskoleforeningen, KL samt de faglige udvalg ved LO og DA), samt en skriftlig høring af Skolelederforeningen og udvalgte folkeskoler. Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling har i et evalueringsnotat sammenfattet de synspunkter og udfordringer, der er kommet frem. Evalueringsnotatet blev drøftet på et fælles møde med alle involverede parter, hvor der var bred opbakning til notatet.