Vi samler statistik ved hjælp af cookies

Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden til glæde for vores brugere. Du kan altid slette cookies fra os igen.

Kommuner kan allerede i dag afkorte skoledagen inden for folkeskolelovens rammer

[13.01.2016]

Kommunalbestyrelsen kan allerede i dag beslutte at gøre skoledagen kortere, hvis den vurderer, at det er til gavn for elevernes trivsel og faglighed. Den mulighed understreger ministeren nu over for kommunalbestyrelserne med et nyt notat.

Efter drøftelser med folkeskoleforligskredsen sender ministeren i dag et brev til kommunalbestyrelserne med et notat, der beskriver mulighederne for at afkorte skoledagen inden for de gældende lovgivningsmæssige rammer.

”Nogle steder har der været problemer med at få skoledagen til at gå op på en god måde. Der findes ikke én model, som passer alle klasser, skoler og kommuner. Derfor er det nødvendigt, at man lokalt finder gode lokale løsninger. Både kommunalbestyrelsen og skolebestyrelsen har i dag en række redskaber til at finde netop den læsning, der passer dem lokalt. Kommunerne og skolerne kan bruge den fleksibilitet, der allerede er i folkeskoleloven til at tilrettelægge en skoledag med balance mellem skoleliv og fritidsliv. Den mulighed vil vi være sikre på, at kommunalbestyrelserne kender til, og derfor sender vi det nye notat,” siger minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby.

I forbindelse med folkeskolereformen blev der indført en ny bestemmelse i folkeskoleloven – § 16 b – som giver kommunerne mulighed for at afkorte undervisningstiden ved at konvertere den understøttende undervisning til to-voksenundervisning i fagundervisningen.

Muligheden kan bruges generelt for klasser i indskolingen og for klasser på mellemtrin og udskoling med særlige behov. Man kan lokalt beslutte at benytte muligheden, hvis det bliver vurderet at være den rigtige løsning for at sikre klassens trivsel og faglige udvikling.

 Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling har herudover også udarbejdet en vejledning om muligheder for at afkorte skoledagens længde.

Læs notatet her

Læs vejledningen her

Kontakt

  • Anna Sofie Weigaard Jørgensen

    Anna Sofie Weigaard Jørgensen
    Chefkonsulent
    Departementet
    anjor1@uvm.dk
    Tlf. 3392  5756

  • Pressetelefon
    Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling

    Tlf. 2240 0930

    (du kan ikke sende sms til pressetelefonen)