Vi samler statistik ved hjælp af cookies

Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden til glæde for vores brugere. Du kan altid slette cookies fra os igen.

Skoler kan nu søge om at være med i forsøg om at mindske social baggrunds betydning

[29.01.2016]

Minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby inviterer i dag kommunerne til at tilmelde deres skoler til forsøgsprogrammet om at styrke fagligheden blandt børn med svag social baggrund.

Som en del af satspuljeprojektet ”Styrket faglighed for udsatte børn i folkeskolen” gennemfører Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling i efteråret i skoleåret 2016/2017 et forsøgsprogram, der skal finde ud af, hvordan landets skoler kan styrke fagligheden blandt elever med en svag social baggrund. Konkret vil det være to indsatser, som systematisk bliver afprøvet på en lang række skoler.

I dag åbnes der for, at kommunerne kan søge om at være med i forsøgsprogrammet. Alle skoler, der forventer at have mindst 12 procent elever med svag social baggrund i mindst én kommende 3. og 5. klasse i skoleåret 2016/2017, kan deltage. Det svarer typisk til mindst 5 elever per klasse.

”Vi taber alt for mange børn, der kommer fra en svag social baggrund, i folkeskolen i dag. Det er afgørende, at vi finder ud af, hvordan vi bryder den negative sociale arv, så alle børn får samme muligheder for at komme videre på en ungdomsuddannelse og lægge fundamentet for at få et velfungerende voksenliv.  Jeg håber, at skolerne vil være med, så vi kan få afprøvet metoder, der kan gøre en forskel i dagligdagen ude på skolerne,” siger minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby.

Om forsøgene

Alle skoler, som indgår i forsøget, vil gennemføre mindst én af følgende indsatser i enten 3. eller 5. klasse:

  • Struktureret elevsamarbejde på tværs af årgange, hvor en hel 3. klasse eller 5. klasse sættes sammen med en hel 8. klasse, hvor 8. klasseelever agerer læsemakkere for de yngre elever i par.
  • Supplerende faglig støtte fra studerende, hvor en mindre gruppe af omkring 5 elever med udfordringer i matematik deltager i et supplerende intensivt læringsforløb med en lærer- eller pædagogstuderende.

Det bestemmes via lodtrækning, hvilken indsats den enkelte klasse skal gennemføre. Hver skole skal tilmelde mindst én 3. og én 5. klasse, og efter lodtrækningen vil én klasse skulle gennemføre en af de to indsatser, mens den anden klasse i efteråret 2016 være kontrolklasse.

Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling vil dække de udgifter, der er forbundet med at deltage i forsøget. Det gælder udgifter til opkvalificering af de involverede lærere, ansættelse af studerende samt yderligere arbejdsopgaver for skolens personale.

Læs mere om forsøgsprogrammet i notatet om forsøgsprogrammet.

Kontakt

  • Malene Mortensen

    Malene Mortensen
    Fuldmægtig
    Departementet
    mamor2@uvm.dk
    Tlf. 3392  5210