Vi samler statistik ved hjælp af cookies

Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden til glæde for vores brugere. Du kan altid slette cookies fra os igen.

Studieområdet i hhx og htx er meningsfuldt, men vanskeligt i praksis

[04.02.2016]

Studieområdet i hhx og htx bliver vurderet overvejende positivt på det idémæssige plan. Samtidig er det i begge uddannelser en stor udfordring for skolerne at omsætte målene til konkret undervisning. Det er konklusionen i de evalueringer, som EVA har gennemført for Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling.

Studieområdet, en ramme for fagenes samspil, har eksisteret i hhx, højere handelseksamen, og htx, højere teknisk eksamen, siden gymnasiereformen, der trådte i kraft i 2005. Studieområdet var sammen med almen studieforberedelse i stx – også kaldet AT - en af reformens mest markante nyskabelser som ramme for det faglige samspil på de gymnasiale ungdomsuddannelser. Almen studieforberedelse blev evalueret i 2014, og i den forbindelse blev det besluttet også at evaluere studieområdet i både hhx og htx.

Der er stor forskel på, hvordan studieområdet tilrettelægges i de to uddannelser, men et fællestræk er, at der er stærkt fokus på det studieforberedende formål og på fagenes samarbejde om virkelighedsnære problemstillinger. I EVA’s evalueringer bliver målsætningerne opfattet som centrale for de erhvervsgymnasiale uddannelser.

Evalueringerne viser dog samtidig, at det er en svær og ressourcekrævende opgave for lærere og ledere at omsætte studieområdets mål til konkret undervisning. En af konklusionerne er, at der for eksempel kan være en række logistiske udfordringer forbundet med at tilrettelægge et sammenhængende treårigt forløb.

Konklusionerne fra de to evalueringer vil indgå i overvejelserne om, hvordan rammerne for fagenes samspil kan forenkles og forbedres.

Kontakt

  • Dorthe Wang

    Dorthe Wang
    Chefkonsulent
    Departementet
    dowan1@uvm.dk
    Tlf. 3392 5447
    Mobil 2557 4129