Vi samler statistik ved hjælp af cookies

Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden til glæde for vores brugere. Du kan altid slette cookies fra os igen.

Lad de unge vælge deres egen fremtid

[03.01.2017]

Indlæg af Merete Riisager, Undervisningsminister (LA) og Ida Egede, formand for Borgerlige Studerende. Bragt i JP den 2. januar 2017.

I vores iver efter at løse samfundsmæssige udfordringer må vi aldrig underkende unges mulighed for selv at påvirke deres valg af uddannelsessted. Livet er fyldt med valg. Mange af dem er vigtige. Nogle få er afgørende. Ét af dem er, når man står efter niende klasse og skal vælge ungdomsuddannelse. Skal jeg på gymnasiet? Skal jeg måske tage 10. klasse? Eller er en erhvervsuddannelse bedre? Skal jeg gøre det samme som mine kammerater eller min storebror, skal jeg lytte til mine forældres ønsker, og hvad min lærer siger – eller skal jeg blæse på vanerne og andres forventninger og gøre det, jeg selv har lyst til?

Det er et vigtigt valg i livet at vælge ungdomsuddannelse og uddannelsessted. Man kan vælge om eller bygge ovenpå, men ofte vil det være sådan, at den retning og det uddannelsessted, man vælger som ung, vil følge én resten af livet. Det er en erfaring, der danner en ramme om ens personlige udvikling og dannelse. Det er her, man knytter vigtige venskaber, og her, man for alvor finder ud af, hvad det er, man er god til.

Tilbage i 80’erne og 90’erne fik man i niende klasse stukket et eksemplar af Politikens bog ”Hvad kan jeg blive?” i hånden af sin studievejleder. Det var en stor moppedreng – fyldt med muligheder. Den var godt slidt, for der var mange, der havde bladret i den i håb om at blive klogere på det valg, de snart skulle træffe. Sammen med kammeraterne sad man så der og læste højt af mulighedernes overflødighedshorn: tømrer, sygeplejerske, havbiolog, damefrisør, læge.

I dag virker den bog måske lidt antikveret. Men så er der jo nettet og de sociale medier, som også løber om kap for at fortælle én, hvad der er det rigtige at vælge.

I efteråret og hen over julemåneden har sagen om Langkaer Gymnasium og fordelingen af tosprogede elever optaget både medier, lærere, elever og politikere. Men parallelsamfund og kultursammenstød er jo ikke kun en fare, der lurer på gymnasierne. Derfor må vi ikke lade det problem gå ud over de unges mulighed for at påvirke deres valg af uddannelsessted. Kultursammenstød er en udfordring flere steder i samfundet – i skolen, på arbejdspladsen og mange andre steder i vores samfund. Derfor handler det om meget mere end bare opdeling af elever på vores gymnasier.

Gymnasiernes hovedopgave er at danne og uddanne unge mennesker. De kan ikke løse integrationsudfordringerne for hele samfundet. Da Langkaer Gymnasium tilbage i september kom på danmarkskortet, fordi rektor valgte at opdele eleverne for at undgå masseflugt af etnisk danske elever, var det på grund af en lokal udfordring med, at gymnasiet havde oplevet en kraftig stigning i antallet af tosprogede elever. 80 pct. af den nye årgang af 1. g’ere har ikke-dansk baggrund. Rektoren ønskede at løse en udfordring nu og her ved at forsøge at fastholde de etnisk danske elever på skolen. Han gjorde det for at sikre et godt læringsmiljø og elevernes trivsel. Han forsøgte at forhindre en tendens, som vi desværre ser mange steder i vores samfund; nemlig udvikling af parallelsamfund og ghettodannelser. Sagen viser, at der lige nu og i disse år sker kulturelle sammenstød i civilsamfundet. Det er reelle udfordringer. Udfordringer, der kræver politisk bevågenhed og løsninger.

Så hvorfor giver vi ikke bare alle landets rektorer et sæt nye regler i julegave, så fordelingen af landets gymnasieelever bliver mere hensigtsmæssig hurtigst muligt? Hvorfor får de midlertidig dispensation, når nu vi har brug for et mere solidt grundlag for at tage beslutningen om, hvordan vi fordeler eleverne på landets gymnasier? Svaret er, at det er, fordi det er de unges fremtid, det gælder. Den skal ikke afgøres af en hurtigløsning, hvor politikere sætter sig for at løse integrationsproblematikken over et par møder i Undervisningsministeriet. Løsningen kræver et større grundlæggende arbejde, hvor vi inddrager alle relevante parter – og i høj grad også eleverne selv.

Men lad os først slå fast: Etnicitet i sig selv er ikke et problem, og det er ikke det signal, vi skal sende til de unge. Det er folks adfærd, der kan være et problem – ikke hvor de kommer fra. Hvis man ønsker, at unge med anden etnisk baggrund skal føle sig danske og indgå i det danske samfund og indoptage vores kultur og værdier, ja, så nytter det ikke noget at opdele de unge efter netop etnicitet. Det løser simpelthen ikke problemerne på langt sigt. Vi skal derimod være kulturelt tydelige i det enkelte gymnasiums dannelse, så vi undgår parallelsamfund i vores uddannelsessystem.

Der kan være mange grunde til, at man gerne vil gå på et bestemt gymnasium. Det kan være, at man har faglige ambitioner, der bedst vil kunne blive mødt på det ene gymnasium, eller det kan være, at man vil føle sig bedst tilpas i den kultur, der findes på det andet gymnasium. Som ungt menneske kan man føle sig skiftevis håbefuld, søgende og usikker. At gå gennem en kantine kan opleves på en måde, der udfordrer en så stærkt, at benene knap vil lystre. At kunne vælge en ramme, man føler sig både tryg og udfordret i, er et privilegium, vi ikke bør opgive – bare sådan med et fingerknips. Kulturen og rammerne på landets gymnasier er ikke den samme, og det er der ikke noget dårligt i.

Unge kan søge sammen i fællesskaber, der giver en særlig ramme for en faglig interesse eller en livsstil. Det kan være idræt, musik eller ønsket om et internationalt udsyn. Derfor er det vigtigt, at gymnasierne er forskellige og har ret til at indrette sig efter elevernes ønsker og behov. Det er i forvejen kendt blandt de unge, at nogle gymnasier fokuserer mere på kunstneriske, økonomiske eller naturvidenskabelige fag. Hvis gymnasierne i højere grad vil differentiere sig, vil unge formentlig også sprede sig ud på tværs af etnicitet og social baggrund.

Når det gælder integrationsudfordringer, skal man ikke underkende de unges egne muligheder for at påvirke deres situation. I dag er det for eksempel ikke muligt for en ung, der bor på Vestegnen, at søge ind på nogle af gymnasierne i Københavns centrum, f.eks. det populære Rysensteen Gymnasium. Måske skulle det i højere grad være muligt for unge, der er opvokset i ghettoen, selv at vælge et gymnasium, der ligger i et andet område?

Vi ser frem til at lære af erfaringerne fra Aarhus-området, som Langkaer er en del af. De erfaringer skal bruges til at få et bedre indblik i, hvad der virker i praksis, i virkeligheden. For det er lokalt, at den slags beslutninger træffes bedst. Valg af uddannelse er et valg for livet. Uanset om man vælger en erhvervsuddannelse, hf eller gymnasiet. Det er et afgørende valg. Det er de unges valg.

Så lad de unge selv være med til at vælge deres fremtid.