Bertel Haarder i samråd om de praktisk/musisk/kunstneriske fag

[14.04.2009]

Undervisningsminister Bertel Haarder var 14. april i samråd i Folketinget om de praktisk/musisk/kunstneriske fag i folkeskolen.

Regeringen fremlagde i marts 2009 en handlingsplan for at styrke børn og unges praktiske, musiske og kunstneriske færdigheder. Handlingsplanen skal føre til, at eleverne bliver endnu bedre til at bruge deres hænder, krop, øjne, ører og smagssans.

Handlingsplanen lægger blandt andet op til forsøg med afgangsprøver i musik og billedkunst og et nyt fag ”håndværk og design” som erstatning for håndarbejde og sløjd. Derudover bliver der lavet forsøg med en alternativ sundhedsprofil for faget idræt, så der etableres samarbejde mellem idræt og hjemkundskab i udskolingen.

Undervisningsministeriet har sammen med Kulturministeriet afsat midler til forsøgene samt efterfølgende evaluering. Forsøgene skal gennemføres fra 2009 – 2011.