Vi samler statistik ved hjælp af cookies

Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden til glæde for vores brugere. Du kan altid slette cookies fra os igen.

Optagelse i dagtilbud

Det er den enkelte kommune, der fastsætter retningslinjer og træffer afgørelse om optagelse i dagtilbud.

Kommunen skal fastsætte retningslinjerne for optagelse i dagtilbud ud fra de lokale behov i kommunen.

Ved fastsættelse af retningslinjer kan den enkelte kommune inden for pasningsgarantiens rammer tage hensyn til eksempelvis søskende, sammensætning af børnegruppen, dagtilbuddets geografiske placering og børn med særlige behov.

Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at den enkelte selvejende daginstitution, udliciterede daginstitution, private dagpleje eller puljeordning selv træffer afgørelse om optagelse i institutionen.

Ønske om optagelse i bestemte dagtilbud

Forældre har mulighed for at tilkendegive ønsker om optagelse i konkrete dagtilbud. Ved anvisning af en konkret plads skal kommunen, i det omfang det er muligt, tage hensyn til forældrenes ønsker. Muligheden for at tilkendegive ønsker om optagelse i konkrete dagtilbud gælder også, hvis forældrene ønsker en plads i en anden kommune.

Optagelse og opskrivning

Optagelse og opskrivning sker efter den pågældende kommunes retningslinjer. Kommunalbestyrelsen kan ved tildeling af den konkrete plads foretage en konkret vurdering af barnets og familiens tidsmæssige behov, og i overensstemmelse hermed tilbyde barnet en deltids-/ halvtidsplads.

Kontakt

Har du spørgsmål om dagtilbudsområdet, kan du kontakte Kontor for Dagtilbud på:

E-mail: dagtilbud@uvm.dk

Tlf. 3392 5454
Telefonen er åben kl. 10-14 på alle hverdage.