Karakterer på de gymnasiale uddannelser
Analyser og tabeller om karaktererne 2011 på de gymnasiale uddannelser.
Eksamensresultatet generelt
Studenterne fra stx opnår sammen med studerende, der har sammenstykket en hel uddannelse af hf enkeltfag det højeste eksamensresultatgennemsnit i 2011. Begge gruppers gennemsnit ligger på 7,0 (inkl. bonus A).
Antallet af studenter
I 2011 dimitterede 40.784 studenter fra de gymnasiale uddannelser. Det er en stigning på 8,2 procent i forhold til sidste år.
Region Hovedstaden og Region Midtjylland opnår generelt set de højeste eksamensresultatgennemsnit
Blandt studenter fra stx opnår Region Hovedstaden og Region Midtjylland det højeste eksamensresultatgennemsnit på 7,1 for begge regioners vedkommende. Region Sjælland opnår det laveste eksamensresultatgennemsnit på 6,7
Pigerne klarer sig bedre end drengene
Ligesom de seneste år er eksamensresultatgennemsnittet i 2011 højere blandt pigerne end blandt drengene med undtagelse af hf og hf enkeltfag, hvor eksamensresultatgennemsnittet modsat er lidt højere blandt drengene.
Størst er forskellen på htx, hvor pigernes eksamensresultat-gennemsnit er 7,4 mod et eksamensresultatgennemsnit blandt drengene på 6,6.
Studenter med dansk herkomst klarer sig bedst
Studenter med dansk herkomst klarer sig for begge køns vedkommende generelt bedre end studenter med udenlandsk herkomst. Denne tendens er generel for hele perioden 2005-2011.
Der er sammenhæng mellem studenternes karaktergennemsnit fra grundskolens 9. klassetrin og eksamensresultatgennemsnittet på studentereksamensbeviserne
Studenter med de laveste karaktergennemsnit fra grundskolens 9. klassetrin opnår også det laveste eksamensresultatgennemsnit på deres gymnasiale uddannelse. Ligeledes opnår studenter med de højeste karaktergennemsnit fra grundskolens 9. klassetrin også det højeste gymnasiale eksamensresultatgennemsnit.
Forældreuddannelse har stor betydning for eksamensresultatet
Eksamensresultatgennemsnittet er stærkt påvirket af den højeste fuldførte uddannelse blandt studenternes forældre, dette stort set uafhængigt af typen af gymnasial uddannelse. For alle gymnasiale uddannelser stiger eksamensresultatgennemsnittet med forældrenes højeste fuldførte uddannelse.
Særligt påvirket er eksamensresultatgennemsnittet på stx, hvor det svinger mellem 5,7 blandt studenter, hvis forældres højeste fuldførte uddannelse er grundskolen, og 8,5 blandt studenter, hvis forældres højeste fuldførte uddannelse er en ph.d. Eksamensresultatet er mindre påvirket af forældrenes højeste fuldførte uddannelse på for eksempel hhx.
Læs hele notatet om De gymnasiale eksamensresultater og karakterer i 2011 (pdf)