Når it gør det sjovt at gå i skole
[21.01.2009]Undervisningsministeriets nye internetpublikation ”Den lyttende læser” giver inspiration til anvendelse af it i arbejdet med læseusikre elever.
I skoleåret 2007/2008 gennemførte Søndervangskolen i Hammel, Østre Skole i Grenaa og Mølleskolen i Ry udviklingsprojekter. Projekternes hensigt var at inkludere læseusikre elever på mellemtrinnet gennem bevidst og hensigtsmæssig anvendelse af it. Projekterne danner nu baggrund for Undervisningsministeriets nye internetpublikation ”Den lyttende læser”.
Formålet med publikationen er at inspirere og formidle ideer til, hvordan medarbejdere og pædagogiske servicecentre i samarbejde med klasseteam kan støtte elever på mellemtrinnet, der savner alderssvarende læse- og skrivefærdigheder.
”Ikke brug for voksenhjælp hele tiden”
I publikationen kan man blandt andet møde Hannah fra 6.c på Østre Skole i Grenaa. Hannah har gennem hele sin skoletid haft svært ved at læse og skrive, men det har it-værktøjer afhjulpet. Hannah kan nu hente litteratur og tekster på internettet og lægge dem ind på den computer, som skolen stiller til rådighed. Computeren læser teksten højt for hende, og samtidig kan hun følge teksten på skærmen, hvor de enkelte ord markeres, når de bliver læst op.
”Jeg har ikke brug for voksenhjælp hele tiden, og jeg er blevet gladere for at gå i skole. Før i tiden var jeg tit ked af det, når der var undervisning, fordi jeg ikke kunne følge med og læse det samme som de andre, men sådan er det ikke mere. Nu er det faktisk blevet sjovt at gå i skole,” fortæller Hannah.
Med publikationen kan de tre udviklingsprojekter fungere som inspiration for andre skoler, der står over for lignende udfordringer.
På videoklippet kan du høre nogle skoleelever fortælle om deres oplevelser med at læse med it.