Hop til indhold

Grundforløbets 1. del varer 20 uger. Når du begynder på grundforløbet, behøver du ikke at vide præcis, hvilken uddannelse, du vil gennemføre. Du får god tid til at afklare, hvilken uddannelse og jobområde du vil vælge.

På 1. del vil du:

  • få indblik i forskellige uddannelser og brancher ved, at du arbejder med faglige temaer og projekter i erhvervsfag og almene fag
  • gå på hold med andre unge
  • opnå både almene og generelle erhvervsfaglige kompetencer, som du har brug for i din fortsatte erhvervsuddannelse.

Du arbejder med praktiske arbejdsopgaver inden for det hovedområde, du har valgt. Hvis du eksempelvis har valgt hovedområdet fødevarer, jordbrug og oplevelser, kan du arbejde med grundtilberedningsmetoder i madfremstilling. Har du valgt hovedområdet teknologi, byggeri og transport, kan du eksempelvis arbejde med tegning og konstruktion ved fremstilling af tagspær.

Valg af fagretning og uddannelse

De to første uger i grundforløbets 1. del får du undervisning i introducerende erhvervsfag. Derefter skal du følge en fagretning, som leder hen til dit valg af uddannelse.

Læs mere om skolernes fagretninger og de valg, du skal træffe om uddannelse

Fag på grundforløbets 1. del

Du har følgende fag på grundforløbets 1. del:

  • Erhvervsfag 1: Introducerende erhvervsfag. Herefter vælger du fagretning (de to første uger)
  • Erhvervsfag 2: Almene kompetencer som arbejdspladskultur, samfund og sundhed samt lærepladssøgning
  • Erhvervsfag 3: Erhvervsfaglige fag om viden, proces og metode
  • Grundfag: Dansk niveau E/C
  • Valgfag: Grundfag, bonusfag, støttefag eller erhvervsfag.

Erhvervsfag på fagretning

I en fagretning indgår altid erhvervsfag, der giver almene og generelle faglige kompetencer. Fagene er:

  • Arbejdspladskultur
  • Lærepladssøgning
  • Samfund og sundhed
  • Arbejdsplanlægning og samarbejde
  • Faglig dokumentation
  • Faglig kommunikation
  • Innovation og iværksætteri
  • Metodelære

Faget dansk indgår i alle fagretninger.

Valgfag, bonusfag og støttefag

Skolen skal give valgmuligheder og tilbyde følgende fag:

  • Støttefag: Fag, der støtter din boglige og/eller praktiske læring. Det er undervisning for dig, der har svært ved at nå målene for et eller flere fag i grundforløbet.
  • Bonusfag: Fag, der giver dig mulighed for at fordybe dig i særlige faglige elementer og problemstillinger. Det kan være fag, der styrker din deltagelse i fagkonkurrencer.
  • Grundfag: Teoretiske fag som dansk, matematik, fremmedsprog eller lignende.
  • Erhvervsfag - fag om viden, proces og metode på niveau 2.

Prøver i grundforløbets 1. del

Du skal til eksamen i ét grundfag ved afslutningen af grundforløbets 1. del.

Sidst opdateret: 28. juni 2023