Vi samler statistik ved hjælp af cookies

Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden til glæde for vores brugere. Du kan altid slette cookies fra os igen.

Udviklingspulje til digitale læremidler

Udviklingspuljen har støttet udviklingen af nye, innovative digitale læremidler til folkeskolen.

Udviklingspuljen til digitale læremidler er en del af indsatsen for øget anvendelse af it i folkeskolen, og der er afsat i alt 40 mio. kr. til puljen. Puljen, som kunne søges af virksomheder, er uddelt efter fire ansøgningsrunder i 2015-2016.

Første ansøgningsrunde blev afholdt i foråret 2015, anden ansøgningsrunde i efteråret 2015 og tredje ansøgningsrunde i foråret 2016. Fjerde og sidste ansøgningsrunde er gennemført i efteråret 2016.

Støttede projekter i fjerde runde (pdf)

Baggrund

Indsatsen for it i folkeskolen skal bidrage til at skabe en fagligt stærkere folkeskole. En central målsætning i indsatsen er at bidrage til udvikling af markedet for digitale læremidler. Målet er et stort udbud af kvalitetsprodukter, der kan understøtte en øget anvendelse af it som en integreret del af undervisningen. Både udviklingspuljen og puljen til medfinansiering af kommunernes indkøb af digitale læremidler har til formål at støtte denne udvikling af markedet.

Med udviklingspuljen er der sat særligt fokus på udviklingen af nye digitale læremidler, der formår at kombinere de digitale muligheder med et stærkt læringsmæssigt perspektiv på nye og innovative måder.

Vurderingskriterier

Ved tildelingen af støtte i fjerde ansøgningsrunde blev der lagt vægt på følgende fire kriterier, som er uddybet i udmøntningsmodellen:

  • Originalitet
  • Faglig kvalitet
  • Kreative samarbejder
  • Markedspotentiale.

Kriterier og vilkår

Kriterier og vilkår for støtte findes i:

Støtten udgør maksimalt 50 % af det samlede budget for projektet.

Hvordan er sagsbehandlingen foregået?

Ansøgningerne er i alle fire ansøgningsrunder blevet vurderet af et rådgivende udvalg af personer med baggrund i erhvervslivet, undervisningssektoren og forskningssektoren. Støtten er bevilget af Undervisningsministeriet efter indstilling fra Styregruppen for it i folkeskolen.

Har du spørgsmål om udviklingspuljen, så skriv til itifolkeskolen@stil.dk.

Ofte stillede spørgsmål og svar

Se alle
Luk alle
  • Udviklingspulje til digitale læremidler

    • Hvordan bliver min ansøgning vurderet?

      Ansøgningerne bliver vurderet af et rådgivende udvalg med personer med baggrund i erhvervslivet, undervisningssektoren og forskningssektoren. Det rådgivende udvalg vurderer ansøgningerne og afgiver en indstilling til Styregruppen for It i Folkeskolen. Det rådgivende udvalg foretager en samlet vurdering af ansøgningerne i forhold til hovedkriterierne for udviklingspuljen.

      Ministeriet kan give administrativt afslag til ansøgninger, der ikke opfylder puljens krav.

    • Hvem kan søge om støtte fra udviklingspuljen?

      Private virksomheder, der har forretningssted i Danmark, kan søge. Se desuden støttevilkår for udviklingspuljen. Udviklingspuljen har til formål at bidrage til yderligere udvikling af markedet for digitale læremidler. Derfor har udviklingspuljen et erhvervsrettet fokus og er målrettet private virksomheder, som producerer digitale læremidler.

      Offentlige institutioner og almennyttige organisationer har mulighed for at indgå i et samarbejde med en privat virksomhed, som søger puljen. Alle, der måtte have væsentlige bidrag til nye digitale læremidler, som falder inden for udviklingspuljens rammer og formål, opfordres til at indgå i sådanne samarbejder.

    • Støtter puljen videreudvikling af eksisterende digitale læremidler?

      Nej. Udviklingspuljen støtter udvikling af nye digitale læremidler, der har et betydeligt innovativt element, og som adskiller sig fra det allerede kendte udbud af digitale læremidler. Videreudvikling af eksisterende digitale læremidler falder uden for puljens formål.

    • Er det muligt at ansøge med flere projekter i samme ansøgningsrunde?

      Ja, den samme virksomhed kan godt søge med forskellige projekter.

    • Er det muligt at ansøge om både idéudvikling og markedsudvikling til ét projekt?

      Ja, men ikke i samme ansøgningsrunde. Støtte til idéudvikling indebærer ikke tilsagn om efterfølgende støtte til markedsudvikling. Se desuden støttevilkår for udviklingspuljen.

    • Hvilke krav stilles til finansieringen og de støtteberettigede udgifter?

      Udviklingspuljen støtter maksimalt 50 % af de støtteberettigede udgifter i det samlede projektbudget.

      Den øvrige finansiering skal være egenfinansiering eller anden ekstern finansiering, for eksempel lån eller tilskud fra andre puljer eller fonde.

      Løn kan betragtes som en del af de støtteberettigede udgifter, og løn kan indgå som en del af egenfinansieringen. Det er dog et krav, at der er tale om faktisk afholdte udgifter.

      Hvis virksomheden reelt ikke har udgifter til løn – hvis lønnen ikke er udbetalt eller regnskabsført som tilgodehavende – kan løn ikke indgå som en del af de støtteberettigede udgifter, heller ikke i egenfinansieringen.

      Støtte må alene anvendes til de af ministeriet godkendte, støtteberettigede udgifter i det godkendte budget. I modsat fald kan ministeriet kræve tilbagebetaling.

      Støtten kan anvendes til:
      - Lønudgifter til eget arbejde i forbindelse med projektet
      - Køb af tjenesteydelser hos ekstern part i forbindelse med projektet, f.eks. køb af konsulentbistand, herunder frikøb af lærere, der inddrages i udvikling og afprøvning af læremidlet, samt leje af udstyr, produktion mv. Udgiften til revision kan ligeledes inkluderes i budgettet.

      Der gives ikke støtte til:
      - Udgifter i forbindelse med udarbejdelse af ansøgning.
      - Løbende driftsudgifter.
      - Etableringer og ombygninger.
      - Transport, rejser og studieophold.
      - Anskaffelser (f.eks. køb af teknisk udstyr som hard- og software).
      - Markedsførings- og salgsaktiviteter.

      Se desuden støttevilkår for udviklingspuljen.


    • Hvilke krav har I til en prototype?

      De faste krav er beskrevet i udmøntningsmodellen. Ansøgerne har et råderum i stedet for en afgrænsning.

    • Støttes projekter, der også har sigte på eksport?

      Udviklingspuljen støtter udvikling af digitale læremidler til grundskolen i Danmark. Der ydes således ikke støtte til at udvikle læremidler, der udelukkende er udviklet med henblik på eksport.

    • Vil støtte fra udviklingspuljen gøre læremidlet berettiget til støtte fra medfinansieringspuljen?

      Der er nogle specifikke krav til de læremidler, der kan blive berettiget til støtte fra medfinansieringspuljen til digitale læremidler (indkøbsstøtte til kommunerne). Medfinansieringspuljen har eksempelvis et krav om, at det digitale læremiddel skal tillade anvendelse af læse- og skriveteknologi. Støtte til udvikling betyder derfor ikke nødvendigvis indkøbsstøtte til kommunen.

      Tildelingskriterier og vejledning til medfinansieringspuljen findes på ministeriets hjemmeside: www.uvm.dk/digitalpulje. En uddybende beskrivelse af krav om læse- og skriveteknologi findes ligeledes på denne side.

    • Kan jeg lægge en video eller film fra et støttet digitalt læremiddel på YouTube?

      Du kan godt lægge dele af det støttede læremiddel på medier som YouTube. Det endelige produkt må dog ikke bringe reklamer eller andre meddelelser, som støttemodtageren får betaling for. Selve produktet må altså ikke indeholde reklamer eller lignende. Men der er ikke et forbud mod, at produktet lægges på medier som YouTube.