Vi samler statistik ved hjælp af cookies

Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden til glæde for vores brugere. Du kan altid slette cookies fra os igen.

Galathea 3-ekspeditionen fejrer 10 års jubilæum

[14.12.2016]

Ekspeditionen, som har bidraget til forskningsprojekter og undervisningsmateriale til en lang række områder, fejrer 10 års jubilæum.

Den videnskabelige ekspedition Galathea 3 sejlede ca. 39.000 sømil rundt om jorden i 2006-2007 og havde fokus på både biologiske processer, jordskælv og klimaforandringer og på forskningsprojekter rettet mod havenes dyre- og planteliv. Derudover blev der også sat spot på de tidligere danske kolonier Tranquebar og Vestindien med et humanistisk blik.

Alle de sømil og al den indsamlede viden er blevet brugt til at styrke dansk forskning, dels i kraft af gennemførelsen af konkrete forskningsprojekter ombord, dels i forhold til det internationale forskningsnetværk, som Danmark er en del af. Galathea 3 har også været med til at gøre forskning interessant og relevant for mulige fremtidige forskere.

Det andet ben af ekspeditionen har været at styrke danskernes opfattelse af den moderne videnskab som både nærværende og meningsfuld og bringe navnlig den naturvidenskabelige forskning ind i grund- og gymnasieskolerne i en form, der kalder på både oplevelse, nysgerrighed og indsigt.

Et af resultaterne af det formidlingsmæssige fokus er www.VirtuelGalathea3.dk, som Undervisningsministeriet blandt andet har støttet. VirtuelGalathea 3 formidler stadig forskningsbaseret undervisning til både grundskole og ungdomsuddannelserne, og i dag har sitet fortsat mere end 10.000 brugere per måned undtagen i sommerferien. Der har i alt været 641.988 unikke brugere på sitet, og brugerne har læst i alt 1.568.436 sider (nov. 2016).

VirtuelGalathea3.dk var allerede, da det blev etableret i 2006, et fremsynet projekt, hvor e-læring og avanceret software blev sat i spil. I dag kender de fleste nok GoogleMaps, GoogleEarth, FlashAnimationer, videoklip og gode søgemaskiner til store databaser. Men da VirtuelGalathea3.dk blev grundlagt, var mange disse relativt ukendte.

VirtuelGalathea3.dk giver også fortsat mulighed for dybtgående læring om satellitbilleder. Der er nærved 100 projekter og mange er tværfaglige med vægt på naturfaglige problemstillinger inden for klima, miljø, biologi, fysik, kemi og geografi/naturgeografi. Læs om et eksempel på projektet her.

Galathea3 har også bidraget til undervisningsmaterialer til kultur og historie.
I dag afholder Det Kongelige Danske Geografiske Selskab 10 års jubilæumskonference om Galathea 3. Læs mere om konferencen her.

Kontakt

  • Jørgen Balling Rasmussen

    Jørgen Balling Rasmussen
    Undervisningskonsulent
    Departementet
    joras1@uvm.dk
    Tlf. 3392 5332

  • Pressetelefon
    Undervisningsministeriet

    Tlf. 2240 0930

    (du kan ikke sende sms til pressetelefonen)