Hop til indhold

Merit for udenlandsk uddannelse

En elev, der går i en af de gymnasiale uddannelser, og som ønsker at gennemføre op til et år af uddannelsen i udlandet, har mulighed for at få forhåndstilsagn om merit. Det indebærer, at eleven under visse betingelser kan få godskrevet dele af den udenlandske uddannelse, så den erstatter den tilsvarende danske.

Nordisk uddannelsesfællesskab

Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island har en overenskomst om nordisk uddannelsesfællesskab på det gymnasiale niveau.

Her kan du læse bekendtgørelse af overenskomst af 3. november 2004 om nordisk uddannelsesfællesskab på det gymnasiale niveau.

Tilskud til gymnasial uddannelse i udlandet

Der er mulighed for SU til gymnasial uddannelse i udlandet. Desuden kan elever med bopæl i Danmark, der har gennemført 1. år af uddannelsen til studentereksamen i Danmark, få tilskud til betaling for tilsvarende international uddannelse i udlandet.

Gymnasieelever med bopæl i Danmark, der har gennemført 1. år af uddannelsen til studentereksamen ved en dansk uddannelsesinstitution, kan få tilskud til dækning af betaling for undervisning i udlandet, der sigter mod en tilsvarende international eksamen, som er adgangsgivende til videregående uddannelser i Danmark.

Det fremgår af § 45 i bekendtgørelse af lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse (retsinformation.dk).

De nærmere regler omkring administrationen af disse tilskud er fastsat i:

Bekendtgørelse om tilskud til gymnasial undervisning til internationale eksaminer i udlandet (retsinformation.dk).

I bekendtgørelsen kan du se hvilke internationale uddannelser i udlandet, der ydes tilskud til og hvilke betingelser, der skal være opfyldt for at kunne modtage tilskud. Du kan også læse mere om ansøgningen, tilskudsperioder, studieaktivitet, tilskuddets størrelse, udbetaling og tilbagebetaling.

Ansøgningsproces

For at ansøge om at modtage tilskud skal du udfylde og indsende et ansøgningsskema. Det er vigtigt, at alle punkter i ansøgningsskemaet besvares og at den krævede dokumentation, som er nævnt i skemaets punkt 4, vedlægges ansøgningen. Gør du ikke dette, kan ansøgningen blive afvist.

Ansøgningsskema (word)

Studieaktivitet

For at dokumentere din studieaktivitet skal studieaktivitetsskemaet udfyldes og sendes til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

Studieaktivitetsskema (word)

Fuldmagt

Hvis du har brug for at en anden person skal varetage din sag hos Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, kan du udfylde og indsende fuldmagtsskemaet.

Fuldmagtsskema (word)

SU

Du kan søge SU fra kvartalet efter, at du er fyldt 18 år.

SU administreres af Styrelsen for Videregående Uddannelser og Uddannelsesstøtte.

Læs mere om SU-reglerne i udlandet på su.dk.

Sidst opdateret: 26. september 2023