Hop til indhold

De forskellige gymnasiale uddannelser

En gymnasial eksamen giver mulighed for at søge optagelse på en videregående uddannelse. I Danmark er der fire forskellige gymnasiale uddannelser:

  • Hhx-uddannelsen (den treårige uddannelse til merkantil studentereksamen)
  • Hf-uddannelsen med eller uden overbygning (den toårige uddannelse til hf-eksamen)

Der er også mulighed for at sammenstykke en hf-uddannelse af hf-enkeltfag, så det svarer til den toårige uddannelse til hf-eksamen med eller uden overbygning.

Uddannelsen til almen studentereksamen findes også som en toårig uddannelse (toårig stx). 

Htx fokuserer på teknologiske og naturvidenskabelige fagområder i kombination med almene fag.

Hhx fokuserer på virksomheds- og samfundsøkonomiske fagområder i kombination med fremmedsprog og andre almene fag.

Stx indeholder en bred almen fagrække inden for humaniora, naturvidenskab og samfundsvidenskab.

Hf med eller uden overbygning indeholder en bred almen fagrække med aspekter af videnskabsfagene og professionsrettede perspektiver.

De treårige uddannelser og hf med overbygning giver adgang til alle videregående uddannelser. Hf uden overbygning giver adgang til erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser. 

Uddannelsernes indhold

De treårige gymnasiale uddannelser består af et grundforløb og et efterfølgende studieretningsforløb.

Grundforløbet, der varer tre måneder, skal gøre eleverne i stand til at vælge og gennemføre en studieretning. Grundforløbet skal også give forståelse for gymnasiets arbejdsmetoder.

Studieretningsforløbet skal give eleverne mulighed for faglig fordybelse og styrkelse af fagligheden.

Den toårige gymnasiale uddannelse til hf-eksamen er semesteropdelt og består af fire semestre, så eleven hvert halve år afslutter en del af uddannelsen. De første to semestre består af en obligatorisk fagrække og valgfag og skal afklare eleverne om det videre valg af fagpakker rettet mod brede videregående uddannelsesområder. Andet og tredje semester består af disse fagpakker samt obligatoriske fag og frie valgfag. Fagpakker med overbygning rummer 250 timer mere i det andet år af uddannelsen end fagpakker uden overbygning.

Alle uddannelserne indeholder hver sin obligatoriske fagrække, som er fælles for alle elever i uddannelsen.

I alle uddannelserne udbyder hver skole desuden et antal forskellige studieretninger/fagpakker (pakker med fag i kombination) og valgfag, som eleverne vælger imellem.

I alle uddannelserne indgår også flerfaglige forløb.

Sidst opdateret: 1. august 2023