Ekspertgruppen har kortlagt det forberedende område og dets udfordringer. Data- og analysegrundlaget omfatter blandt andet en kortlægning af de unges uddannelsesadfærd (overgang til ungdomsuddannelse, brug af forberedende tilbud, frafald og omvalg mv.) og kvantitative og kvalitative analyser af de nuværende uddannelsestilbud og (incitaments-)strukturer på området.

I dette arbejde har ekspertgruppen hentet ekspertise hos en bred vifte af eksperter, forskere og konsulenter via følgende analyser, der er udarbejdet i tre spor:

Spor 1: Fokusering af tilbuddene i overgangen mellem grundskole og ungdomsuddannelse

Analysen i spor 1 er en deskriptiv analyse af de unges forløb fra de forlader grundskolen, og indtil de gennemfører en ungdomsuddannelse. For de unge, der ikke har gennemført en ungdomsuddannelse, undersøges deres forløb indtil udgangen af det kalenderår, hvor de fylder 23 år.

Analysen omfatter de tre årgange, som er fyldt 14 år i årene 2000-2004.

I denne analyse undersøges sammenhænge mellem brug af forberedende tilbud og gennemført ungdomsuddannelse og varig beskæftigelse.

Analysen er gennemført af sekretariatet for ekspertgruppen.

Læs rapporten i spor 1.

Spor 2: Styrket kvalitet af tilbuddene i overgangen mellem grundskole og ungdomsuddannelse

 Analyserne under spor 2 beskriver målgruppen for de forberedende tilbud, og identificerer god praksis for at få de unge i gang med ungdomsuddannelse eller beskæftigelse. Desuden undersøges kompetencebehovet hos de ledere og undervisere, der står for de forberedende tilbud til de unge, og der er en vurdering af implementeringen af nye tiltag på området. 

Analysen bygger på kvalitative interviews med unge i målgruppen for forberedende tilbud. Desuden inddrages registeranalyser, kortlægning af eksisterende forskning og interviews med en række eksperter samt udvalgte resultater fra en spørgeskemaundersøgelse. 

Analysen er gennemført af Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (KORA) og Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI).

Læs rapporterne i spor 2.

Spor 3: Bedre incitamentsstrukturer og ansvarsfordeling ifm. de unges uddannelsesforløb

Analyserne i spor 3 handler om styrings- og incitamentsstrukturerne og ansvarsfordelingen for det forberedende uddannelsesområde.

Disse analyser er baseret på både kvantitative og kvalitative undersøgelser.

Formålet er at afdække styring og incitamenter for både forvaltning, uddannelsesinstitutioner og de unge. Med afsæt i disse incitamenter er der opstillet pejlemærker og mulige løftestænger, der vil kunne føre til en mere hensigtsmæssig styring af området.

Analyserne under spor 3 er gennemført af konsulenthuset QVARTZ med Epinion som underleverandør.

Læs rapporterne i spor 3.

Sidst opdateret: 9. marts 2017