Der er kram til alle klassekammeraterne, når sommerferien står for døren. Særligt i 9. klasse, hvor de unge efter sommerferien ikke længere skal sidde ved siden af hinanden i klasseværelset. En gruppe vælger en gymnasial uddannelse, nogle skal på efterskole, og andre har valgt en erhvervsuddannelse.

Og så er der dem, der for eksempel endnu ikke er blevet vurderet uddannelsesparat til en ungdomsuddannelse. Måske tager de 10. klasse i første omgang. Men hvad så efter 10. klasse?

For knap 70.000 unge mellem 15 og 29 år står den hverken på ungdomsuddannelse eller job. Deres ungdomsliv består af nederlag på nederlag. En del af gruppen har faglige udfordringer, der ikke er taget hånd om i tide i grundskolen. For andre vil det være sociale problemer – måske misbrug i familien – som gør, at opmærksomheden slet ikke er indstillet på hverken ungdomsuddannelse eller job.

For nogle vil det være psykiske sygdomme, der har overtaget deres hverdag. Lige meget hvad årsagen er, er det alt for mange unge skæbner, som ikke får muligheden for selv at sætte rammerne for deres eget liv og indfri deres drømme.

De unges udfordringer bliver vores udfordringer. Derfor skal det styrende være at løse de unges udfordringer. Det skal ikke være afgørende, om pengene kommer fra den ene kasse eller den anden kasse, men at de unge får hjælp til at finde deres rette hylde – om det så er en ungdomsuddannelse eller et job i det lokale byggemarked.

Der skal være plads til fejl og forkerte beslutninger. Men når tre ud af ti unge ikke tager den lige vej til en ungdomsuddannelse og farer vild i vores uddannelsessystem, er der behov for, at vi handler.

Jeg forstår godt, at det kan være svært at se en vej som 16-årig. Specielt hvis vejen går forbi en af de mange forgreninger af forberedende tilbud – produktionsskole, egu, kuu, stu, avu eller noget helt sjette – for så er der stor chance for, at den unge ikke kun kommer forbi ét tilbud, men flere af dem. Det sker uden noget entydigt mønster i, hvordan de forberedende tilbud bruges.

Vi har set op til 200 forskellige kombinationer af de forberedende tilbud, som er afprøvet af unge. Der er ingen tvivl om, at tilbuddene er skabt i den bedste mening, men når jeg som undervisningsminister og garvede uddannelsesfolk kan have svært ved at bevare overblikket over udbuddet, er der ikke noget at sige til, at de unge ikke kan finde vejen.

Vi bør overveje grundigt, om vi ikke kan skabe et mere gennemskueligt system for nogle af de unge, der har allermest brug for at få et bedre afsæt i uddannelsessystemet, så systemet er til gavn for den enkelte unge og dennes behov – ikke omvendt. Sådan virker det ikke umiddelbart i dag.

Det vil også være en stor hjælp for alle de lærere, pædagoger, UU-vejledere, socialrådgivere og andre, som hver dag lægger et stort stykke arbejde i at hjælpe de unge med at finde rundt i junglen og finde den vej ind, som kan gøre en forskel for den unge. Et mere overskueligt system kan forhåbentlig også være med til at lette deres tunge arbejdsbyrde.

Derfor skal vi have fokus på løsninger. Løsninger, der har den enkelte i fokus. I den forbindelse nedsatte den tidligere regering ”Ekspertgruppen om bedre veje til en ungdomsuddannelse”. Den kommer i den kommende uge med anbefalinger til, hvordan flere unge får en succesfuld overgang til enten ungdomsuddannelse eller beskæftigelse, når de er færdige med grundskolen.

Det er mit håb, at gruppens anbefalinger vil skabe grundlag for en konstruktiv dialog unge, ungdomsuddannelserne og politikere imellem. Den debat ser jeg frem til. Det er vores alles ansvar at sikre tilbud, der passer til alle de knap 70.000 unge uden job eller ungdomsuddannelse. De er ikke ens, ligesom de unge, der vælger gymnasiet, heller ikke er ens. Derfor skal vi have fokus på den enkelte og frem for alt gøre, hvad vi kan for, at ingen unge, der kan og vil, står udenfor.

Sidst opdateret: 19. marts 2017