Hop til indhold

ICILS 2023 er en international undersøgelse af 8. klasse elevers computer- og informationskompetence samt deres evne til datalogisk tænkning. Undersøgelsen giver desuden indblik i elevernes brug af skærme i og uden for skolen, samt i lærernes brug af digitale redskaber i undervisningen. ICILS er tidligere gennemført i 2013 og 2018.

Computer- og informationskompetence er evnen til at benytte computere til at finde, vurdere, skabe og dele information på en effektiv måde. Datalogisk tænkning er evnen til at vurdere, hvornår og hvordan virkelige problemer kan brydes op i mindre dele, så de kan behandles på en computer.

Hovedresultater fra ICILS 2023

  • De danske elevers resultater er gået tilbage i både computer- og informationskompetence og datalogisk tænkning siden 2018.
  • De danske elever scorer dog stadig højt relativt til øvrige lande. Eleverne i Tjekkiet og Sydkorea klarer sig bedre end de danske elever i begge test, mens eleverne i Taiwan kun klarer sig bedre end de danske elever i datalogisk tænkning.
  • Danske piger klarer sig bedre end danske drenge i computer- og informationskompetence. I datalogisk tænkning klarer de sig lige godt. På trods af deres lavere resultater i computer- og informationskompetence udviser drenge samlet set større tiltro til egne evner i it end pigerne. 
  • 10 procent af eleverne angiver at bruge it i mere end tre timer til andet skolearbejde i løbet af skoledagen, og yderligere 24 procent af eleverne bruger det mellem 1 og 3 timer om dagen. 
  • Danske elever og lærere giver udtryk for både negative og positive perspektiver på it.
  • Størstedelen af eleverne er enige i, at it er værdifuldt for samfundet, hjælper os til at forstå verden, og at fremskridt inden for it, som regel forbedrer menneskers vilkår. Samtidig er syv ud af ti elever enige i, at folk bruger for meget tid på it, og at brug af it gør folk mere isolerede.
  • Generelt er lærerne blevet mere kritiske over for brug af it gennem de sidste 10 år. Andelen af lærer, der mener at brug af it i undervisningen distraherer eleverne fra at lære steget fra 14 procent i 2013 til 72 procent i 2023. 
  • Omvendt er der ikke sket store ændringer i lærernes positive holdninger til brug af it i undervisningen. Andelen af lærere, der mener, at it i undervisningen øger elevernes interesse for at lære, er dog faldet med 17 procentpoint siden 2013. 

Fakta om ICILS

International Computer and Information Literacy Study (ICILS) er en international undersøgelse af elevernes computer- og informationskompetence samt datalogisk tænkning i 8. klasse.

ICILS gennemføres i regi af IEA (International Association for the Evaluation of Educational Achievement). Undersøgelsen gennemføres i Danmark af Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU) ved Aarhus Universitet med medfinansiering fra Børne- og Undervisningsministeriet. ICILS blev gennemført for første gang i 2013 og igen i 2018. 

I ICILS 2023 deltog Danmark med 141 danske skoler med i alt 3.038 elever, 979 lærere, 125 skoleledere og 110 it-koordinatorer. Ud over test af elevernes kompetencer består undersøgelsen af spørgeskemaer til elever, lærere, skoleleder og it-ansvarligt personale. 34 lande deltog i undersøgelsen, herunder Norge, Sverige og Finland.

Sidst opdateret: 27. november 2024