Danmark deltager i en række aktiviteter indenfor UNESCOs mandatområder.

Danmark har en Geopark, et biosfæreområde, en lærende by og otte verdensarvssteder, der er knyttet til UNESCO-aktiviteter.

UNESCOs geopark-ordning

Ordningen har til formål at beskytte geologisk mangfoldighed og at formidle et områdes geologiske historie.

Geopark Odsherred blev i 2014 optaget i European Geoparks Network og Global Geopark Network, og blev dermed den første UNESCO-geopark i Danmark.

Geopark Odsherred (goeparksodsherred.dk).

UNESCOs globale netværk for Learning Cities

UNESCOs globale netværk for Learning Cities (lærende byer) er et netværk for byer, der gennem samarbejde og udveksling vil fremme medborgerskab, bæredygtighed og livslang læring som omdrejningspunkter for byers udvikling.

Sønderborg Kommune blev i august 2016, som den første danske kommune, optaget i netværket.

Netværket for Learning Cities (unesco.org)

UNESCOs verdensarvsområder

UNESCOs verdensarvsområder er natur- eller kultursteder (for eksempel skove, bjergkæder, søområder, ørkener, koralrev, gletsjere, bygninger, kvarterer eller hele byer), som er blevet erklæret bevaringsværdige under det internationale verdensarvsprogram. Danmark har otte steder optaget på UNESCOs verdensarvsliste:

  • Christiansfeld
  • Ilulissat Isfjord
  • Jelling-monumenterne
  • Kronborg
  • Parforcejagtlandskabet i Nordsjælland
  • Roskilde Domkirke
  • Stevns Klint
  • Vadehavet

Verdensarv i Danmark (slks.dk)

Man and the Biosphere

Man and the Biosphere-programmet arbejder for at skabe gode forhold mellem mennesket og biosfæren. Biosfæreområde er en internationalt vedtaget betegnelse for visse typer naturreservater, og Danmark har et certificeret biosfæreområde i Nordøstgrønland. Det er med 97.200.000 hektar verdens største biosfæreområde.

Man and the Biosphere (unesco.org)

Associated Schools Project (ASP)

ASP-netværket arbejder for at få børn og unge til at deltage aktivt i styrkelsen af international forståelse, demokrati og tolerance. Skolerne arbejder sammen med andre medlemsskoler på nationalt, regionalt eller internationalt niveau om at udvikle projekter. Der er flere end 7.500 institutioner i 175 lande med i netværket, heraf omkring 35 danske skoler.

De danske skoler, der deltager i ASP-netværket (unesco.dk)

Memory of the World

Memory of the World (MoW) er et program for den skrevne og den audiovisuelle kulturarv. Projektet skal skabe bevidsthed om, at det er nødvendigt at beskytte og bevare de mange uerstattelige historiske dokumenter i biblioteker og arkivers samlinger verden over. Danmark har disse dokumenter listet under Memory of the World-programmet:

  • Inka-krøniken
  • Hamborg-biblen
  • Linné-samlingen
  • Søren Kierkegaard-arkivet
  • Øresundstoldsregnskaberne
  • Den Arnamagnæanske Samling
  • Tropehandelskompagniernes arkiver
  • H. C. Andersens brev og manuskripter.

Memory of the World (unesco.org)

UNESCO Chair/Centre

Danmark har to projekter under UNESCO Chair/Centre-programmet:

UNESCO Chair in Communication har til huse på Copenhagen Business School. Centret arbejder for at understøtte videnskabelig udvikling i Øresundsområdet.

Aalborg Centre for Problem Based Learning in Engineering Science and Sustainability på Aalborg Universitet arbejder for større bæredygtighed gennem globalt samarbejde om uddannelse og forskning.

Prisoverrækkelser

Danmark huser to internationale prisoverrækkelser:

L’Oréal-prisen

Den danske UNESCO-nationalkommission, L'Oréal Danmark og Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab uddeler hvert år tre legater på hver 100.000 kroner til tre fremtrædende kvinder fra forskningsverdenen. Legaterne er oprettet af L'Oréal Danmark med støtte af Den danske UNESCO-nationalkommission og Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab.

Niels Bohr-guldmedaljerne

UNESCO dedikerede i 1985 en guldmedalje til minde om hundredeåret for Niels Bohrs fødsel til uddeling blandt videnskabsmænd, der har gjort sig særligt bemærket inden for deres felt. Medaljen er blevet uddelt 4 gange, senest i 2013.

Sidst opdateret: 19. marts 2017