Hop til indhold

Undervisningsminister Merete Riisager vil ændre loven om efterskoler og frie fagskoler for at give efterskolerne mere tidssvarende rammer. Lovændringen forventes at indeholde en række lempelser af reglerne for efterskoler, blandt andet om skolernes bygninger og arealer, ligesom der vil blive åbnet op for deres mulighed for at varetage opgaver ud over skolernes skole- og undervisningsvirksomhed. Derudover forventes reglerne for særlige tilskud for elever fra visse lande og til danskundervisning for tosprogede elever også at blive justeret. Ændringerne forventes at blive fremsat i et lovforslag til efteråret. Undervisningsministeren tager initiativ til ændringerne efter længere tids dialog med Efterskoleforeningen.

”Med frihedspakken får efterskolerne mere lempelige og liberale rammer, som skal sikre, at efterskolerne kan drive en spændende skole med muligheder for faglig og personlig udvikling blandt deres elever. Flere af rammer har lovgivningen stået i vejen for. Derfor har jeg lyttet til Efterskoleforeningens ønsker, så efterskolerne fortsat kan være et attraktivt valg for de unge,” siger undervisningsminister Merete Riisager.

  • Konkret forventes lovforslaget blandt andet at indeholde følgende forslag:
  • Efterskoler får mulighed for at leje skolens bygninger og arealer i op til 10 år til afløsning af eksisterende bygninger og arealer, ved udvidelse med nye bygninger og arealer eller ved oprettelse af nye skoler.
  • Efterskoler får mulighed for efter skriftlig aftale at varetage administrative opgaver for andre efterskoler.

Personkredsen for det særlige tilskud til efterskoler til danskundervisning af tosprogede elever udvides til også at omfatte elever med midlertidig opholdstilladelse omfattet af integrationsloven.
Med virkning fra 1. april er efterskolernes ønske om at lempe reglerne om skolernes mulighed for at flytte enkelte undervisningsdage også imødekommet fra ministeriet.