1. juliedag skrev vicedirektør Kim Brinckmann fra Københavns Universitet et langt debatindlæg her i avisen, hvor han kritiserede Socialdemokratiets uddannelsespolitik. Han anklagede blandt andet mig for at fokusere på de praktiske fag i folkeskolen og en tiltrængt prioritering af erhvervsuddannelserne.
Vicedirektøren fra universitet kalder det akademikerbashing. Jeg ønsker nu ikke at bashe nogen.
Jeg påpeger blot, at det er uddannelsessnobberi, når Brinckmann selv indrømmer, at han har insisteret på, at hans egne børn tog en videregående uddannelse. Hvorfor dog ikke støtte næste generation i at finde frem til egne interesser og styrker i stedet for altid at insistere på den akademiske vej?
Det reducerer i praksis valgmulighederne og dermed friheden for den enkelte unge, når forældrene så ensidigt skubber i retning af universitet. Derudover har holdninger som Brinckmanns gennem et par årtier akademiseret uddannelsespolitikken. Folkeskolen er blevet en forskole til gymnasiet. De praktiske uddannelser er blevet negligeret. De samfundsmæssige konsekvenser er enorme: Flere og flere ufaglærte studenter. Rekordstor mangel på faglærte.
Dansk velstand bygger på at kvikke hoveder og kloge hænder arbejder tæt og respektfuldt sammen. Det ved enhver, der har opholdt sig på en dansk virksomhed i mere end ti minutter. Det skrev jeg en bog om for over ti år siden.
Nu er jeg blevet undervisningsminister og har endelig mulighed for virkelig at gøre noget ved det. Det har jeg derfor tænkt mig at gøre - også selv om der er nogle,
der »ikke orker høre mere om uddannelsessnobberi ...«, som Brinckmann skriver.
I første omgang fremlagde vi i august et historisk økonomisk løft af erhvervsuddannelserne. I september styrkede vi voksne kortuddannedes muligheder for uddannelse. I oktober gav vi ordblinde unge og voksne bedre muligheder. I november styrkede vi uddannelsen for de unge, der hverken er i uddannelse eller i arbejde. Og i december indledte vi drøftelserne med Folketingets partier om en ny folkeskole. Og vi fortsætter i 2024.
Det bygger alt sammen på den holdning, at det er bedre at blive en god frisør end en dårlig filosof. Ligesom det omvendte selvfølgelig også er tilfældet. Det handler altså ikke om »at klatre op ad uddannelsesstigen«, som Brinckmann skriver. Det er netop det synspunkt, der skaber alle problemerne. Vi har brug for at smide den uddannelsesstige langt, langt væk. Den repræsenterer et forældet syn på uddannelse.
I dag er det ikke finere at være sociolog end at være elektriker. Det er ikke vigtigere at være vicedirektør på KU end social- og sundhedsassistent i hjemmeplejen.
Det vigtigste er, at man bliver dygtig til det, man laver. Og kan arbejde respektfuldt sammen med andre. Og at vi derfor hverken som forældre eller samfund insisterer på at presse næste generation ind på de videregående uddannelser.