Avu og produktionsskoler løfter en vanskelig men vigtig opgave

[12.12.2016]

Flere unge får et almindeligt arbejde eller går i gang med en uddannelse, efter at de har taget almen voksenuddannelse eller et forløb på en produktionsskole. Det viser en ny analyse af de to uddannelsesformer.

I analysen ”Kombineret kvantitativ og kvalitativ analyse af avu og produktionsskoleforløb” samles en række baggrundsdata om deltagerne på almen voksenuddannelse (avu) og produktionsskoleforløb, og det er tydeligt, at der er tale om en målgruppe med komplekse problemstillinger. For eksempel kommer mange fra uddannelsesfremmede hjem, andre kommer med lave karakterer fra folkeskolen, der er flere psykiske diagnoser end i den gennemsnitlige befolkning, og en del har overtrædelser af straffeloven med i bagagen.

Samtidig viser rapporten, at det lykkes institutionerne at hjælpe denne gruppe unge videre i uddannelse eller beskæftigelse, idet andelen af unge, der fortsætter til uddannelse eller beskæftigelse, er stigende siden 2010.

Rapporten er bestilt hos Deloitte af Rådet for Ungdomsuddannelser (RUU).

Rapporten viser også, at der er potentiale for, at denne gode udvikling kan fortsætte, idet der er stor forskel på, hvor stor en andel de forskellige institutioner formår at løfte til uddannelse eller job. Analysen viser, at den helhedsorienterede tilgang til eleverne er vigtig, så skolerne på én gang styrker de unges faglige kompetencer og håndterer de mange personlige udfordringer, de unge kæmper med. Desuden er fleksibilitet og differentiering centralt for at bringe de unge videre, og det gælder også et stærkt fokus på mindre fravær. Der er en stærk sammenhæng mellem de unges fravær og deres sandsynlighed for at komme videre i uddannelse eller beskæftigelse.

Rådet for Ungdomsuddannelser rådgiver undervisningsministeren om tværgående og fælles emner på ungdomsuddannelsesområdet, og i 2016 har rådet haft et særligt fokus på de forberedende tilbud avu og produktionsskoler. Med undersøgelsen har rådet ønsket at få afdækket, hvordan almen voksenuddannelse og produktionsskoleforløb bedst muligt sikrer de unge en god overgang til ordinær uddannelse eller beskæftigelse.

”Kombineret kvantitativ og kvalitativ analyse af avu og produktionsskoleforløb”

Deloittes rapport indeholder resultaterne af en kombineret kvantitativ og kvalitativ analyse af avu og produktionsskoleforløb for unge. For avu er de undersøgte kursister under 30 år, og for produktionsskolerne er deltagerne under 25 år.

Analysen er gennemført af Deloitte Consulting i samarbejde med Pluss og Epinion på opdrag af Rådet for Ungdomsuddannelser (RUU) i 2016. Konklusionerne bygger på et omfattende datamateriale, der består af

  1. register-dataoplysninger om avu-kursister og deltagere i produktionsskoleforløb fra et bredt udsnit af Danmarks Statistiks grundregistre
  2. en spørgeskemaundersøgelse blandt kursister og deltagere
  3. kvalitative interview med ledere og unge på de to tilbud

Kontakt

  • Gunvor Krarup Vedstesen

    Gunvor Krarup Vedstesen
    Chefkonsulent
    Departementet
    guved2@uvm.dk
    Tlf. 3392 5488

  • Dorthe Wang

    Dorthe Wang
    Chefkonsulent
    Departementet
    dowan1@uvm.dk
    Tlf. 3392 5447
    Mobil 2557 4129