Vi samler statistik ved hjælp af cookies

Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden til glæde for vores brugere. Du kan altid slette cookies fra os igen.

Socioøkonomiske perspektiver på karakterer ved 9.-klasseprøverne

[13.12.2016]

Sammenhængen mellem karakterer ved sommerens 9.-klasseprøver og elevernes socioøkonomiske baggrund opdelt efter fag og fagdiscipliner er nu tilgængelig på skoletal.dk.

Siden februar 2016 har det været muligt at finde data om grundskoleområdet på en let tilgængelig måde på det digitale værktøj http://www.uvm.dk/skoletal. De digitale dashboards indeholder data om alt fra elevtal, kompetencedækning og karakterer for at sikre større åbenhed over for forældre, skolernes personale, skoleledere og kommuner.

Nu er sammenhængen mellem elevernes karakterer fra sommerens 9.-klasseprøver og elevernes socioøkonomiske baggrund igen beregnet, og det er muligt at se beregninger på specifikke prøvefag fordelt efter fagenes fagdiscipliner (for eksempel mundtlig eller skriftlig prøve).

”Med de digitale dashboards lægger vi de nye tal frem på en brugbar og overskuelig måde til alle dem, der har interesse for det. Skoleledere, lærere, pædagoger og kommuner kan for eksempel blive klogere på, hvor der kan være behov for at sætte ind på deres skole eller i deres kommune,” siger undervisningsminister Merete Riisager.

De socioøkonomiske referencer viser, hvordan eleverne klarer sig ud fra deres forældres indkomst, uddannelse og jobsituation og elevernes køn og herkomst. Kommuner og skoler kan bruge resultaterne til at følge, hvorvidt de formår at løfte eleverne, fordi beregningerne tager højde for en række af de socioøkonomiske forskelle, der er blandt eleverne.

Prøvekaraktererne og de tilhørende referenceberegninger er én indikator ud af flere, som kan sige noget om skolernes udvikling og kvalitet. Åbenhedsinitiativet, skoletal.dk, indeholder også data om følgende områder:

  • Elevfravær
  • Skolens karakterer
  • Tal for, hvordan eleverne trives socialt såvel som fagligt, ro og orden
  • Elevernes uddannelsesstatus efter afslutningen af 9. klasse
  • Andelen af fag dækket af undervisere med linjefagskompetence eller tilsvarende
  • Oplysninger om elevsammensætningen på skolerne

De socioøkonomiske referenceberegninger kan findes i ministeriets datavarehus.

Læs mere om den socioøkonomisk reference for grundskolekarakterer.

Fakta om socioøkonomiske baggrundsvariable

Beregningen af de socioøkonomiske referencer er baseret på oplysninger på individniveau. Karakterdataene er baseret på indberetninger til Styrelsen for It og Læring (STIL), mens alle oplysningerne vedrørende elevens baggrundsforhold er hentet fra registre hos Danmarks Statistik.

Baggrundsoplysningerne er:

  • Elevens køn
  • Elevens alder
  • Elevens herkomst
  • Forældrenes højeste fuldførte uddannelse
  • Forældrenes bruttoindkomst
  • Faderens og moderens arbejdsmarkedsstatus
  • Faderens og moderens ledighedsgrad
  • Antal børn i familien og placering i søskendeflokken
  • Familietype

Kontakt

  • Lone Juul Hune
    Specialkonsulent
    Styrelsen for It og Læring
    lone.juul.hune@stil.dk
    Tlf. 8937 6623

  • Pressetelefon
    Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling

    Tlf. 2240 0930

    (du kan ikke sende sms til pressetelefonen)