3,5 millioner kroner til udvikling af åben skole-samarbejder

[22.12.2016]

12 kommuner modtager penge fra puljen ’Åben skole – lokale samarbejder og national videndeling’. Formålet er at udvikle samarbejdet mellem skolen og det lokale forenings- og kulturliv og udbrede erfaringerne til resten af landet.

De 12 projekter fordeler sig geografisk over hele landet, og der er lagt vægt på, at projekterne drager nytte af de forskellige fagligheder, som findes i skolen og hos de forskellige lokale samarbejdsaktører. Der har også været fokus på, at formidling og videndeling står centralt i projekterne, så erfaringerne fra de mange projekter kan komme andre til gode.

I år har de Undervisningsministeriet og Kulturministeriet modtaget 47 kvalificerede ansøgninger for et samlet beløb på mere end 15 millioner kroner. Nu får 12 kommunale projekter i alt 3,5 millioner kroner. Projekter og ansøgere, som har fået tilskud fra puljen, er:

  • Fredericia Kommune/Foretagsomhedsdidaktik i den åbne skole – 337.750 kr.
  • Halsnæs Kommune/Kulturtjeneste Halsnæs – åben skole & kulturel samskabelse – 525.000 kr.
  • Horsens Kommune/Læring om arbejdsliv før og nu – udvikling af læringsforløb for alle 5. klasser i Horsens Kommune – 322.000 kr.
  • Københavns Kommune/Innovation i åben skole – 200.000 kr.
  • Morsø Kommune/Læring og dannelse gennem scenekunst – 167.300 kr.
  • Næstved Kommune/Åben skole raketten – 530.000 kr.
  • Odense Kommune/Adopter en kulturinstitution – 210.000 kr.
  • Silkeborg Kommune/Stofkredsløb og bæredygtighed i tværfagligt perspektiv – 109.340 kr.
  • Sønderborg Kommune/Passage til virkeligheden – 227.100 kr.
  • Tårnby Kommune/Viden i Kroppen ¬– 260.000 kr.
  • Vejen Kommune/Åben skole ¬– Vejen Kommune – 213.250 kr.
  • Aalborg Kommune/Åben skole v. 2.0 – Udvikling af bæredygtige modeller for samarbejdet mellem folkeskole og kulturskole – 400.000 kr.

Om projektet 'Åben skole – lokale samarbejder og national videndeling'

Kulturministeriet og Undervisningsministeriet igangsatte i 2015 et treårigt initiativ under overskriften ”Åben Skole – lokale samarbejder og national videndeling”, som løber frem til 2018.

Formålet med initiativet er at understøtte skolernes samarbejder med det omgivende samfund ved blandt andet at understøtte konkrete samarbejdsaktiviteter rundt om i landet, at sætte fokus på de mange fordele og muligheder, der er ved at samarbejde med lokale aktører i regi af åben skole, og at sikre national videndeling og erfaringsudveksling, der både inspirerer til at igangsætte nye samarbejder og forholder sig til håndteringen af udfordringer.

Initiativet er bygget op omkring tre elementer:

  • En pulje, der støtter udviklingen af lokale samarbejdsaktiviteter mellem skoler og det omgivende samfund. Puljen er blevet udmøntet i 2015 og bliver det nu også i 2016. Alle landets kommuner har kunnet søge. I december 2015 blev 6 millioner kroner udmøntet til 19 kommunale åben skole-projekter.
  • De støttede projekter får tilbudt processtøtte via Undervisningsministeriets læringskonsulenter og Det Nationale Netværk af Skoletjenester. Formålet med det tilbud er at understøtte udviklingen af de enkelte projekter og danne brobygning og samarbejde mellem de forskellige aktører repræsenteret i den åbne skole og at sikre videndeling, skabe inspiration samt netværksdannelse på tværs af kommunerne.
  • Der afholdes årligt videndelingsseminarer, hvor alle med interesse for åben skole-samarbejder kan deltage (skole, kulturliv og kommune m.fl.).

Kontakt

  • Mette Birk

    Mette Birk Nielsen
    Fuldmægtig
    Departementet
    mebir1@uvm.dk
    Tlf. 3392  5440

  • Pressetelefon
    Undervisningsministeriet

    Tlf. 2240 0930

    (du kan ikke sende sms til pressetelefonen)

  • Pressetelefon
    Kulturministeriet

    Tlf. 2276  5116