Vi samler statistik ved hjælp af cookies

Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden til glæde for vores brugere. Du kan altid slette cookies fra os igen.

65.000 elever afgør i dag Skolevalg 2017

[02.02.2017]

I dag er det store valgdag, og det summer af liv på skolernes valgsteder, hvor eleverne i 8.-10. klasse skal beslutte hvilket parti, de vil stemme på til Skolevalg 2017.

En tre uger lang valgkamp er nået til vejs ende og i dag frem til kl. 15, skal eleverne på mere end 600 skoler rundt om i hele Danmark stemme på det parti, de mener, der bedst repræsenterer deres interesser.

Undervejs har eleverne orienteret sig i 20 mærkesager og besluttet sig for, hvilke tre de vil kæmpe for. Derefter har eleverne arbejdet med at udforme en kampagne for en af deres udvalgte mærkesager og skaffet opmærksomhed og opbakning til den. Skolerne har også haft besøg af ungdomspartierne til mere end 300 debatarrangementer arrangeret af Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Undervisningsminister Merete Riisager er med, når eleverne på Gug Skole i Aalborg sætter deres kryds. Senere på aftenen deltager ministeren i valgfesten på Korinth Efterskole på Fyn.

”Skolevalg er en god måde at få eleverne tidligt inddraget i det danske demokrati. Vi ved, at hvis de unge allerede i en ung alder bliver præsenteret for politik, er der en større chance for, at de stemmer ved de rigtige kommunal- og folketingsvalg. Derfor handler skolevalg om mere end et kryds i aften, og derfor glæder jeg mig også til at være med til at være med til at fejre demokratiet i dag sammen med eleverne,” siger undervisningsminister Merete Riisager.

Det endelige valgresultat afsløres til en stor valgfest på Christiansborg, hvor DR3 sender live med Peter Falktoft og Esben Bjerre som værter. Undervejs i udsendelsen vil de to værter både få besøg af elever, ungdomspolitikere og partiledere, og der bliver stillet om til bl.a. Korinth Efterskole på Fyn, Frøselvlejrens

Efterskole i Sønderjylland, Farsø Efterskole i Nordjylland og Bjerget Efterskole ved Thisted. På tre af skolerne står DR reportere klar til at rapportere fra landsdelene i løbet af aftenen.

Det hele kan følges på DR3 og dr.dk mellem kl. 19-21. De lokale resultater for de enkelte kommuner offentliggøres på skolevalg.dk og dr.dk.

Fakta

Skolevalg er finansieret af Folketinget og UVM. Projektet er blandt andet udviklet i samarbejde med fagkonsulenterne i samfundsfag fra CFU’er i hele landet.

Skolevalg blev første gang afholdt i 2015. Her var 65 procent af alle skoler med 8. og 9. klasser tilmeldt. I 2017 kan 10. klasser også deltage.

Den samlede økonomiske ramme for Skolevalg er 6,55mio. kr., hvor ministeriet bidrager med 50 %.

Du kan følge med og læse mere om mærkesagerne på skolevalg.dk, eller du kan følge med på Twitter og Facebook.

Kontakt

  • Nynne Bisbjerg Himmelstrup
    Pressesekretær
    Departementet
    nyhim1@uvm.dk
    Tlf. 6188 4725

  • Pressetelefon
    Undervisningsministeriet

    Tlf. 2240 0930

    (du kan ikke sende sms til pressetelefonen)