Vi samler statistik ved hjælp af cookies

Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden til glæde for vores brugere. Du kan altid slette cookies fra os igen.

Nominerede til Undervisningsmiddelprisen 2017

[09.02.2017]

Filmanalyse, mundtlige kompetencer og hjælp til at gange. De nominerede materialer til Undervisningsmiddelprisen 2017 spænder bredt.

Den 1. marts 2017 overrækker undervisningsminister Merete Riisager prisen for bedste undervisningsmiddel på Danmarks Læringsfestival i Bella Center i København.

Undervisningsmiddelprisen gives til et nyt undervisningsmiddel af bemærkelsesværdig høj kvalitet til folkeskolen, ungdoms- eller voksenuddannelserne. Det kan være et bogmateriale, et digitalt læremiddel eller andre undervisningsmidler. Materialet skal engagere eleverne, samtidig med at det er fagligt velfunderet.
Ud af de 50 indsendte undervisningsmaterialer har Undervisningsmiddelprisudvalget nomineret tre værker:

  • ”Filmiske virkemidler. Analyse og produktion i undervisningen”. Bogen med tilhørende webside, der er forfattet af Jan Frydensbjerg og Ole Brynaa Solkær og udkommet på GeGe Forlag, er en unik og grundig gennemarbejdet kilde til at studere filmanalyse og filmproduktion ved hjælp af letlæselige og letforståelige instruktioner. Materialet er velegnet til tværfaglig undervisning med mediefag og som materiale i alle fag, hvor det giver mening at arbejde med filmiske virkemidler og den filmiske fortælling. De beskrevne undervisningsforløb tager udgangspunkt i Forenklede Fælles Mål, og målgruppen dækker såvel mellemtrin og udskoling, samt ungdomsuddannelserne.
  • ”Ordet er dit. Fokus på mundtlighed i 5.-6. klasse” er en solid og motiverende elevhenvendt bog med tilhørende QR-koder til video- og lydmateriale. Lærebogen, der er forfattet af Pernille Hargbøl Madsen og udkommet på Dansklærerforeningens forlag, er baseret på, hvordan man kan arbejde systematisk med at udvikle elevernes mundtlige kompetencer via tale- og lytteøvelser, oplæsning, samtale og debat, fremlæggelse og det at kunne opbygge og fortælle sin egen historie (livsfortællingen).
  • ”RoS/Test Gange”, der er udarbejdet af Pernille B. Sunde og Pernille Pind på forlaget Pind og Bjerre, er en funktionel test henvendt til de elever, der ses at have vanskeligheder ved at gange. Den medfølgende kuffert indeholder et 20 dages undervisningsforløb, der giver eleverne et innovativt og motiverende værktøj til at tilegne sig strategier, der er vigtige for at lære at gange og for deres videre udvikling af matematisk forståelse og færdigheder. Materialet henvender sig primært til 3.-6. klasses elever, men kan også med fordel anvendes af ældre elever med matematikvanskeligheder.

Præmiesummen er på i alt 95.000 kroner. Der uddeles en førsteplads og to andenpladser. Prisen er sponsoreret af Undervisningsministeriet, Center for Undervisningsmidler og fagbladene Folkeskolen, Gymnasieskolen, Uddannelsesbladet og medlemsmagasinet Frie skoler.

Medlemmer af Undervisningsmiddelprisudvalget
  • Anne Mette Møller Hartelius, lektor ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
  • Claus Skovbjerg, lektor cand. mag. (engelsk, spansk og idræt)
  • Jesper Tinggaard Svendsen, adjunkt, Institut for Sprog og Kommunikation
  • Jette Bruun Eriksen, skole- og mediekonsulent ved Slagelse Kommune
  • Niels Rebsdorf, pædagogisk konsulent i musik ved Center for Undervisningsmidler, Lillebælt
  • Lisbeth Johnsen, uddannelsesleder på Tradium
  • Lisbeth Kjær, driftsleder, Center for Undervisningsmidler Sjælland
  • Liselotte Unger, cand. scient. i biologi og samfundsfag på Det Frie Gymnasium

Kontakt

  • Hanne L. Riddersborg

    Hanne L. Riddersborg
    Overassistent
    Styrelsen for
    Undervisning og Kvalitet
    harid1@stukuvm.dk
    Tlf. 3392 5358