Vi samler statistik ved hjælp af cookies

Vi bruger cookies til at forbedre hjemmesiden til glæde for vores brugere. Du kan altid slette cookies fra os igen.

Virksomheder får 12 millioner kroner til at udvikle digitale læremidler

[12.01.2017]

16 virksomheder kan se frem til at modtage støtte til at udvikle nye og innovative digitale læremidler til grundskolen.

Undervisningsministeriet uddeler i samarbejde med KL, Erhvervsministeriet og Finansministeriet 12 millioner kroner til udviklingen af digitale læremidler. Når projekterne er gennemført, vil elever i grundskolen blandt andet få mulighed for at arbejde med at sammensætte grundstoffer til molekyler, programmere en lille hval til at svømme, dykke og synge eller arbejde med demokratiforståelsen via dilemmaspil. Alt sammen gennem nytænkning og udvikling af digitale læremidler.

”De digitale læremidler skal kvalificere undervisningen i forskellige fag - herunder naturfag og seksualundervisning. De skal hjælpe lærerne ved at understøtte undervisningen på udvalgte faglige områder. Eksempelvis skal læremidlet ”Elementært” engagere eleverne i at identificere og kombinere grundstoffer til kemiske forbindelser og få dem til at reagere med hinanden. På den måde vil man på skolerne kunne udforske faglige områder og gentage faglige forløb af høj kvalitet” siger undervisningsminister Merete Riisager.

”Jeg glæder mig over, at det endnu en gang er muligt at støtte udviklingen af spændende og innovative digitale læremidler. Kommunerne har rigtig godt gang i inddragelsen af digitale læremidler og platforme i elevernes læringsproces. Og udviklingsmulighederne udvides konstant, så der er virkelig brug for, at der er virksomheder, der har mod og vilje til at gå foran og udnytte de nye potentialer, der hele tiden viser sig på det digitale område.” siger Anna Mee Allerslev, formand for KL’s Børne- og Kulturudvalg.

Her er et udpluk af de 16 projekter, som modtager støtte fra puljen:

  • ”Elementært” er et digitalt spil, som engagerer eleverne i en fælles, eksplorativ læringsproces, hvor de skal identificere og kombinere grundstoffer til kemiske forbindelser og få dem til at reagere med hinanden.
  • ”TRIV NU” er en ny digital løsning til at styrke arbejdet med trivsel i folkeskolen under emnet Sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab i de forenklede Fælles Mål.
  • "To be a Whale" er et eksplorativt læringsspil, som lærer spillerne at programmere ved, at de skal styre en virtuel pukkelhvalsbaby.
  • ”Mapop” er et digitalt læremiddel, der kombinerer IT, læring, glæde og bevægelse. Læremidlet gør det let at planlægge, gennemføre og evaluere opgaveforløb til læring i alle fag og på alle klassetrin gennem et system, der understøtter multimodal undervisning.
  • ”DILEMMAdemokratiet” er et digitalt læremiddel, som indeholder engagerende interaktive dilemmaspil. Eleverne engageres i rollen som medlemmer af Folketinget, regeringens Sikkerhedsudvalg eller lignende.

Uddelingen af midler fra udviklingspuljen sker på baggrund af ansøgningerne i fjerde og sidste ansøgningsrunde til en pulje afsat under den fællesoffentlige indsats for It i Folkeskolen, hvor der er afsat 500 millioner kroner i perioden 2012-2017 til øget brug af it i folkeskolen.

Kontakt

  • Pressetelefon
    Undervisningsministeriet

    Tlf. 2240 0930

    (du kan ikke sende sms til pressetelefonen)

  • Kurt Bøge
    Chefkonsulent
    Styrelsen for It og Læring
    Kurt.Boge@stil.dk
    Tlf. 8937 6646 / 3587 8572