Hop til indhold

Brobygning er vejlednings- og undervisningsforløb på institutioner med ungdomsuddannelser for elever i 9. og 10. klasse i folkeskolen og i den kommunale ungdomsskoles heltidsundervisning. I brobygningen kommer eleverne ud og oplever forskellige uddannelsesinstitutioner med ungdomsuddannelser.

Brobygningsforløb skal gøre eleverne bekendt med forskellige uddannelsers praktiske og teoretiske elementer og forskellige erhverv, som uddannelsen eller uddannelsesområdet kan pege hen mod. Brobygningen giver også eleverne mulighed for at opleve undervisningsmiljøet på uddannelsen.

Brobygning i 9. klasse

I 9. klasse kan den enkelte elev deltage i brobygning til ungdomsuddannelserne, hvis det vurderes at være det rette i forhold til elevens behov – fx hvis eleven har behov for afklaring i forhold til uddannelsesvalget.

Varigheden af brobygningen fastlægges af skolens leder i samarbejde med den kommunale ungeindsats, og er mellem 2 og 10 dage.

Brobygningen skal tilrettelægges af skolen sammen med den kommunale ungeindsats, så den bidrager til, at eleven bliver motiveret og klar til at træffe valget om og påbegynde en ungdomsuddannelse ved grundskolens afslutning.

Brobygning i 10. klasse

Brobygningen består af en obligatorisk og en frivillig del. Der kan i både den obligatoriske og den frivillige del indgå kombinationer af brobygning og ulønnet praktik med et uddannelsesperspektiv.

Obligatorisk del

Den obligatoriske del udgør en uge (svarende til 21 timer), som alle elever i 10. klasse skal deltage i. Der skal brobygges til mindst en erhvervsuddannelse eller en erhvervsgymnasial uddannelse (htx, hhx) i forløb af mindst to dages varighed. Brobygningen skal være afviklet inden den 1. marts i skoleåret.

På den erhvervsrettede 10. klasse (eud10) skal alle elever deltage i seks ugers brobygning (svarende til 126 timer) til en af de fire hovedområders grundforløb.

Frivillig del

Ud over den obligatoriske brobygning skal elever i folkeskolens 10. klasse tilbydes at deltage i frivillig brobygning i op til fem uger.

Andre skoleformer, inklusiv efterskoler eller private skoler, der tilbyder 10. klasse, kan tilbyde frivillig brobygning.

Brobygning for unge, der ikke går i 9. eller 10. klasse

Unge, der har afsluttet 9. klasse og ikke går i 10. klasse, kan komme i brobygning på en af erhvervsuddannelsernes fire hovedområders grundforløb, hvis de har behov for afklaring af uddannelsesvalg. I særlige tilfælde kan der tilbydes brobygning til to forskellige grundforløb. Det er den kommunale ungeindsats, der koordinerer brobygningen.

Brobygningen skal afsluttes senest ved udgangen af den måned, hvor den unge fylder 19 år.

Relevante kapitler i Bekendtgørelse af lov om kommunal indsats for unge under 25

  • Kapitel 2 a om introduktionskurser og brobygning §§ 10 a – 10 h

Link til Bekendtgørelse af lov om kommunal indsats for unge under 25 år

Link til Bekendtgørelse om vejledning af unge om valg af ungdomsuddannelse og erhverv m.v.

Vejledningsbekendtgørelsen (retsinformation.dk)

Sidst opdateret: 19. august 2024