Nu lancerer Kulturministeriet og Undervisningsministeriet en landsdækkende klassekonkurrence under navnet #klassenskanon.

Konkurrencen er målrettet samfundsfag i grundskolens udskoling, de gymnasiale- og erhvervsrettede ungdomsuddannelser.

Med konkurrencen #klassenskanon får eleverne mulighed for at debattere danske værdier og komme med deres perspektiv på, hvilke danske værdier, der er vigtig i deres hverdag.
Debatten skal tage udgangspunkt i den officielle Danmarkskanons 10 værdier, men klassen kan også medtage nye værdier.

Lav jeres egen klassekanon

I skal drøfte og debattere, hvilke værdier der kendetegner jeres klasse og indsende jeres bud senest d. 1. november (tilmelding senest 15. september).

Vinderpræmien er en kulturoplevelse for hele klassen.

En ungejury bedømmer de indkomne #klassenskanon’er og finder tre vinderklasser, som bliver kåret medio december 2017 af undervisningsminister Merete Riisager, kulturminister Mette Bock og ’kanonens far’ tidl. kulturminister Bertel Haarder.

Kriterierne for at deltage i #klassenskanon

  • Klassen skal tilmelde sig til konkurrencen ved at sende en mail til danmarkskanon@kum.dk senest den 15. september 2017
  • #klassenskanon kan laves som en podcast, en blog, en fotocollage, en reportage, et eventyr, et tv-program, et maleri eller en video. Kun fantasien sætter grænser!
  • #klassenskanon skal udgøre et samlet forslag og indsendes digitalt på danmarkskanon@kum.dk. Vi uploader den som et samlet forslag på www.danmarkskanon.dk til efteråret.
  • #klassenskanon skal vedlægges en tekst (max 2400 tegn inkl. mellemrum), der beskriver, hvordan I som klasse har sammensat jeres værdier og valgt at formidle jeres kanon
  • Hele klassen skal have deltaget i processen, og I skal sammen udvælge og argumentere for, hvorfor netop de værdier er vigtige for jer
  • #klassenskanon skal tage udgangspunkt i de 20 officielle værdier, som udgør og er præsenteret på Danmarkskanon.dk

Eventuelt nye værdier i jeres #klassenskanon skal leve op til de tre kriterier for udvælgelsen af de officielle værdier:

  • Forslaget skal kunne betegnes som immateriel kultur; f.eks. en historisk begivenhed, en tradition, en bevægelse eller en værdi
  • Forslaget skal kunne begrundes historisk og have betydning for mange mennesker i Danmark
  • Forslaget skal have nutidig og fremtidig relevans for befolkningen i Danmark
Sidst opdateret: 11. september 2017