I Forberedende Grunduddannelse (FGU) skal der indgå krav om løbende evaluering og feedback som en del af undervisningen.

Progressionsmålingen bygger på følgende elementer:

  • En indledende evaluering af elevens niveau i dansk og matematik foretages som udgangspunkt ved påbegyndelsen af basisniveauet.
  • Der foretages en slutevaluering, herunder med relevante prøver, når den unge har gennemført sit FGU-forløb.
  • Undervejs i FGU-forløbet foretages lokalt løbende evaluering af den unges progression efter skolens eget valg.

Indledende evaluering

Den indledende evaluering danner udgangspunkt for tilrettelæggelse af elevens forløb som vej til opfyldelse af uddannelsesplanens fastlagte mål. Evalueringen foretages støttet af et centralt udarbejdet evalueringsredskab. Hvis evalueringen giver mistanke om ordblindhed og den unges baggrundsoplysninger for eksempel ordblindhed i familien og/ specialundervisning i grundskolen indikerer, at der er tale om uidentificeret ordblindhed, skal den unge tilbydes en ordblindetest.

Slutevaluering

Formkravene til slutevalueringen vil fremgå af læreplaner og fagbilag. Evalueringsredskaber og vejledninger skal sikre prøveformer, der dels relaterer sig til den praksisbaserede undervisning og dels kan anerkendes til de relevante ungdomsuddannelser som erhvervsuddannelserne og hf. Prøveformerne på FGU skal hovedsageligt bygge videre på prøveformerne fra produktionsskoler, kombineret ungdomsuddannelse og erhvervsskolerne.

Den faglige standard i virksomhedspraktikken og den teoretiske undervisning på erhvervsgrunduddannelsen sikres ved fastsættelse af konkrete, individuelt fastsatte kompetencemål, som skolen på en ubureaukratisk måde løbende følger op på evt. i dialog med virksomhed, elev og den kommunale ungeindsats.

Løbende evaluering

På baggrund af de fastsatte mål for faglige, personlige og sociale kompetencer i uddannelsesplanen arbejder elever og lærere systematisk med dokumentation af læringen med henblik på at fastholde og synliggøre progression for eksempel gennem anvendelsen af kompetencetavler.

Sidst opdateret: 11. oktober 2017