Målgruppe

Den unge får adgang til uddannelsen gennem en målgruppevurdering af den kommunale ungeindsats i den unges bopælskommune.

Læs mere om den kommunale ungeindsats her

FGU består af tre spor: almen grunduddannelse, produktionsgrunduddannelse og erhvervsgrunduddannelse.

Udgangspunktet for almen grunduddannelse er undervisning i almene fag for eksempel dansk, matematik, engelsk, samfundsfag og naturfag, som vi i dag kender det fra især VUC. De almene fag skal være tilrettelagt på en praksisrettet måde. Sporet henvender sig primært til unge, der ønsker at kvalificere sig til en erhvervsuddannelse eller hf.

Udgangspunktet for produktionsgrunduddannelsen er værkstedsundervisning, som vi i dag kender det fra især produktionsskolerne. Sporet henvender sig primært til unge, som har en praktisk læringstilgang. Formålet for sporet er senere overgang til en erhvervsuddannelse eller ufaglært beskæftigelse på et kvalificeret grundlag.

Udgangspunktet for erhvervsgrunduddannelsen er aftalebaseret praktik. Sporet henvender sig primært til unge, der ønsker beskæftigelse og eventuelt at fortsætte i en erhvervsuddannelse. Egu i sin nuværende form videreføres i alt væsentligt i FGU, herunder med virksomhedspraktik på baggrund af en praktikaftale, der fastsætter elevens løn- og arbejdsforhold. Hvis eleven på tilfredsstillende vis gennemfører hele sporet i erhvervsgrunduddannelsen med afsluttende evaluering, giver dette adgang til dimittendrettigheder på samme måde som for egu i dag.

Uddannelsens opbygning og varighed

Hvert uddannelsesspor indeholder et basisniveau og to til tre efterfølgende niveauer svarende til hhv. niveau 1, 2 og 3 i Kvalifikationsrammen for Livslang Læring (pptx). Med niveau 2 opnås kompetence til at fortsætte i en ungdomsuddannelse. For både produktionsgrunduddannelsen og erhvervsgrunduddannelsen giver niveau 3 kompetence til at fortsætte i beskæftigelse på kvalificeret grundlag.

Den enkelte elev kan begynde og afslutte på det niveau, som er det rigtige for eleven. Begyndelses- og slutniveau skal fremgå af den unges uddannelsesplan. På baggrund af uddannelsesplanen udarbejder skolen sammen med eleven en forløbsplan, der fastlægger uddannelsesforløbet og hvilke uddannelseselementer, der skal indgå. Det kan ud over valg af uddannelsesspor for eksempel også være erhvervstræning, virksomhedspraktik, kombinationsforløb og valgfag på tværs af de tre spor.

Afsøgningsforløb

Den unges FGU-forløb kan indledes med et afsøgningsforløb, der kan vare op til to uger. Her kan den unge få erfaringer med forskellige fagområder og blive realkompetencevurderet. Et afsøgningsforløb kan danne grundlag for den endelige vurdering af, hvorvidt den unge skal optages på uddannelsen.

Basisniveauet

Basisniveauet er fleksibelt og omfatter undervisning på grundlæggende niveau i dansk og matematik svarende til det faglige niveau i FVU, introduktion til sporet samt eventuelle valgfag. Der er løbende optag på basisniveauet, som kan vare op til normalt 20 uger. 

De efterfølgende niveauer

De efterfølgende niveauer i de tre spor retter sig progressivt mod de enkelte slutmål inden for uddannelsessporet. Der gives dog mulighed for fleksibilitet i varigheden på det enkelte niveau, hvis individuelle forhold taler herfor.

For almen grunduddannelse byder de efterfølgende niveauer på praksisrettet undervisning i almene fag, der skal gøre den unge klar til en erhvervsuddannelse eller en hf. Der er optag to gange om året.

Det faglige indhold i de øvrige niveauer i produktionsgrunduddannelsen og erhvervsgrunduddannelsen bygges op inden for faglige temaer, der afspejler den lokale erhvervsstruktur, og hvor der er gode beskæftigelsesmuligheder. Værkstedsundervisningen retter sig fortrinsvist mod de erhvervsuddannelser, som naturligt indgår i det enkelte faglige tema, men kan også i begrænset omfang være af mere kreativ art som for eksempel musikværksted. Der er normalt optag to gange om året. Egu-elever vil være i praktik 2/3 af tiden i FGU.

Varighed

Varigheden af uddannelsen for den enkelte unge skal afhænge af den unges forudsætninger og behov med henblik på at få den unge i uddannelse eller job uden omveje. Fastlæggelse af varigheden af den enkelte unges forløb skal tage udgangspunkt i en vurdering af den unges faglige, personlige og sociale forudsætninger samt det mål, der af den kommunale ungeindsats fastlægges i den unges uddannelsesplan i dialog med den unge. Den unges forløb sammensættes af niveauer med normerede varigheder i forhold til indgangsniveau og mål for forløbet.

Den samlede varighed af uddannelsen kan normalt ikke overstige to år. Dog kan varigheden af FGU forlænges, når særlige pædagogiske, faglige eller personlige forhold taler herfor. Det kan være i forhold til unge, der er ramt af sygdom, har et misbrug eller på anden måde er særlig udsat, eller unge som lige mangler det sidste, for at kunne få et uddannelsesbevis. Der kan tillige være forløb, som i særlige tilfælde forlænges med henblik på at undgå, at der opstår pauser i den unges uddannelsesforløb.

Kommunerne får derudover mulighed for at forlænge et FGU-forløb ud over to år, såfremt kommunen vurderer, at dette er hensigtsmæssigt. I givet fald skal institutionen opkræve betaling af kommunen efter reglerne i lov om betaling for visse uddannelsesaktiviteter i forbindelse med lov om en aktiv beskæftigelsesindsats m.m. (Betalingsloven).

Spørgsmål/svar om uddannelsen

Hvordan vælger man, hvilket af de tre uddannelsesspor den unge skal følge?

Hvis den unge er helt uafklaret, kan vedkommende tilbydes op til to ugers afsøgningsforløb. Her får den unge først og fremmest mulighed for at finde ud af, om FGU er det rigtige tilbud, men også hvilken hovedretning, den unge skal følge. Her er der også mulighed for at foretage en realkompetencevurdering. 

Hvis målet er at fortsætte i erhvervsuddannelse eller hf, eller eleven mangler alene at opfylde de formelle adgangskrav til eud, vil basisforløbet i agu-sporet være første niveau efter start på FGU. Hvis den unge derimod er uafklaret i forhold til uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder og ikke kan forestille sig at sidde på skolebænken igen, vil det fælles basisforløb til pgu og egu være relevant. 

Hvis den unge er afklaret og allerede har forudsætninger i forhold til sit uddannelses- eller beskæftigelsesvalg, starter den unge på det relevante niveau og afslutter tilsvarende, når det relevante niveau er nået. Der er derfor ikke tale om, at eleven nødvendigvis skal gennemføre alle niveauer.

Kan man gå på FGU, hvis man er fyldt 25 år?

Hvis man er påbegyndt FGU, inden man er fyldt 25 år, kan man fortsætte indtil, man efter planen er færdig, selvom man i mellemtiden er fyldt 25 år.

Den kommunale ungeindsats har dog mulighed for at dispensere fra aldersgrænsen på 25 år, hvis det vurderes, at FGU vil være det mest virksomme tilbud for en ung over 25 år, og den unge selv er indforstået hermed. 

Kan man stadig gå på VUC, hvis man er under 25 år?

Man vil fortsat kunne tage hf-enkeltfag, da hf ikke er en del af FGU. Man vil også kunne tage OBU, FVU-fag og avu-fag på VUC samt FVU og OBU hos VUC’s driftsoverenskomstparter under følgende omstændigheder:

  • - Den unge er og vedbliver med at være i minimum halvtidsbeskæftigelse (min. 18 timer/uge).
  • - Den unge har gennemført en ungdomsuddannelse, men har behov for faglig opkvalificering inden for specifikke fag.
  • - Den unge er i gang med en ungdomsuddannelse, men har behov for supplerende fag.
  • - Den unge læser hovedsageligt hf-enkeltfag, men har behov for faglig opkvalificering inden for enkelte fag for eksempel matematik eller engelsk for at kunne klare det gymnasiale niveau. Der kan højest tages 1 fag på avu-niveau hvert halvår.
  • - Den unge er på barsel og ønsker at følge enkelte fag på VUC.

Hvis den unge under 25 år ikke er omfattet af eksemplerne 1-5, og alene skal forbedre sit niveau i dansk og/ matematik eksempelvis for at opfylde adgangskravene til en erhvervsuddannelse (02+02), kan den unge løbende få denne opkvalificering i FGU-regi.

Sidst opdateret: 16. oktober 2017