Arbejdsmarkedsuddannelser
Kan AMU-kurser afholdes på andre sprog end dansk?
AMU-udbydere kan som udgangspunkt vælge at tilbyde at afholde AMU-kurser på andre sprog end dansk.
Udbyderen kan vælge at opkræve et tillæg til deltagerbetalingen for ekstraudgifter ved undervisningstilrettelæggelse og udarbejdelse af materialer mv. på andre sprog end dansk.
Der kan dog være undtagelser, hvor specifikke dansksproglige kompetencer anbefales på grund af for eksempel sikkerhed samt sprogkrav fra andre myndigheder.
På certifikatuddannelser kan der være myndighedskrav, der hindrer, at der undervises eller afholdes prøve på andre sprog end dansk. På AMU-området er der 240 certifikatuddannelser, der er reguleret af forskellige myndigheder, blandt andet Arbejdstilsynet og Færdselsstyrelsen. Det fremgår af de enkelte certifikatuddannelsers beskrivelse på uddannelsesadministration.dk hvilken myndighed, der regulerer forhold ved den enkelte uddannelse, herunder eventuelle sprogkrav. Det er AMU's efteruddannelsesudvalg, der er i kontakt med de pågældende myndigheder om regler og rammer for den enkelte certifikatuddannelse.
Er der sprogkrav ved AMU-kurser?
Udgangspunktet er, at AMU-kurser afholdes på dansk, men der er mulighed for at afholde AMU-kurser på andre sprog end dansk, hvis det efterspørges, og udbyderen råder over de nødvendige lærerkvalifikationer.
Der er ikke fastsat konkrete sprogkrav for deltagelse i AMU, og det er derfor altid AMU-udbyderen, der foretager den individuelle vurdering af, om deltageren kan få det nødvendige udbytte af undervisningen. En potentiel deltager skal dog sprogligt være i stand til at følge undervisningen med tilfredsstillende resultat. Derfor kan AMU-udbyderen pålægge deltageren at gennemføre en sprogtest senest ved uddannelsens start.
Ved deltagelse i et særligt forløb for tosprogede, og arbejdsmarkedsuddannelser i dansk som andetsprog, er der dog krav om, at deltageren som minimum har dansksproglige forudsætninger svarende til Prøve i Dansk 1. Derudover er der uddannelser, hvor specifikke dansksproglige kompetencer anbefales pga. sikkerhed samt sprogkrav fra andre myndigheder.
Har personer, der er fordrevet fra Ukraine adgang til AMU-kurser?
Adgang til AMU-kurser kræver, at personen har fast bopæl (CPR-registreret) eller beskæftigelse i Danmark. Voksne, der er meddelt opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, har dermed adgang til AMU.
Kan AMU-institutioner samarbejde med sprogcentre?
Det er muligt at indgå samarbejde mellem sprogcentre og AMU-udbydere, så disse kan understøtte hinanden.
Hvis AMU-udbyderen ikke selv har de nødvendige lærerkvalifikationer til for eksempel at undervise i dansk som andetsprog eller til at undervise i AMU på et fremmedsprog, kan der ansættes en lærer på timelærerbasis. Det kan for eksempel være en lærer fra et sprogcenter eller et voksenuddannelsescenter (VUC).
Kan der anvendes tolk på AMU-kurser?
Der er mulighed for at gennemføre kurser med brug af tolk. Det vil oftest foregå ved, at udbyderen enten tillægger et ekstra gebyr til deltagerbetalingen, eller at kommunen/virksomheden i samarbejde med udbyderen laver en aftale med en tolk, som følger kursisterne på uddannelsen. Kommunen/virksomheden afregner så udgiften til tolken uden involvering af udbyderen.
Kan personer, der er fordrevet fra Ukraine få foretaget en individuel kompetencevurdering (IKV) i AMU?
Ja, personer, der er fordrevet fra Ukraine kan få foretaget en individuel kompetencevurdering (IKV) i AMU, hvis de opfylder de almindelige optagelseskrav.
For nogle voksne, der er fordrevet fra Ukraine, kan det være relevant at få foretaget en IKV i AMU med henblik på at få afdækket den voksnes viden, færdigheder og kompetencer forhold til relevante arbejdsmarkedsuddannelser. I den forbindelse kan det være relevant at anvende den variant af IKV, der er målrettet tosprogede, som har en længere varighed (maksimalt 10 dage) end en ordinær IKV. Som øvrig AMU kan en IKV afholdes på andre sprog end dansk eller med brug af tolkning, hvis der er en efterspørgsel herpå, og der er de nødvendige lærerkvalifikationer til stede.
Certifikater
Er certifikater opnået i Ukraine gyldige i Danmark?
Det er den myndighed, der har ansvar for det enkelte certifikat, der regulerer gyldighed og eventuel overførbarhed af certifikater opnået i udlandet.
På AMU-området er der 240 certifikatuddannelser, der er reguleret af forskellige myndigheder, bl.a. Arbejdstilsynet og Færdselsstyrelsen, hvoraf flere indgår som del af en erhvervsuddannelse.
I erhvervsuddannelserne kan der også indgå certifikatlignende fag, hvor andre organisationer end myndigheder, f.eks. Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut, regulerer gyldighed og eventuel overførbarhed af certifikater opnået i udlandet.
Visse certifikater opnået i udlandet er ikke gyldige i Danmark, f.eks. i førstehjælp.
Fjernundervisning
Kan undervisningen tilrettelægges som fjernundervisning?
Ja, den enkelte institution kan beslutte at tilrettelægge hele eller dele af undervisningen af klasser/hold, hvor der alene undervises elever, kursister og deltagere, der er fordrevet fra Ukraine med ophold efter særloven, som fjernundervisning.
Det skyldes, at Folketinget har vedtaget en lovændring, som betyder, at undervisningen midlertidigt kan tilrettelægges som fjernundervisning for personer med ophold i Danmark efter særloven. Lovændringen er trådt i kraft.
Beslutning om brug af fjernundervisning træffes af den enkelte institution, ud fra en vurdering af, hvordan undervisningen i overensstemmelse med lokale prioriteringer, ønsker og behov bedst kan tilrettelægges. Undervisningen kan alene tilrettelægges som fjernundervisning såfremt undervisningen ikke forudsætter fysisk tilstedeværelse.
Undervisning tilrettelagt som fjernundervisning følger i indhold og tilrettelæggelse i øvrigt de respektive uddannelseslove.
Udbud af grundskoleundervisning
Må institutionen varetage undervisningen af grundskoleelever med ophold efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer fra Ukraine?
Ja, den enkelte institution kan efter overenskomst med en eller flere kommunalbestyrelser varetage undervisningen af elever med ophold efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer fordrevet fra Ukraine (særloven) i 7.-9. og 10. klasse.
Det skyldes, at Folketinget august 2022 vedtog en lovændring, som betyder, at undervisningen fra og med 7. klasse midlertidigt kan varetages af institutioner, der er omfattet af:
- lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse,
- lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse mv. eller
- lov om institutioner for forberedende grunduddannelse
Undervisningen skal varetages i overensstemmelse med de regler, undervisningstilbuddet i øvrigt ville være underlagt i medfør af folkeskoleloven. Den henvisende kommunalbestyrelse skal føre tilsyn med undervisningen.
Prisfastsættelse i forbindelse med en overenskomst om varetagelse af undervisning af elever i 7.-9.-klasse og 10. klasse, skal ske efter reglerne om indtægtsdækket virksomhed. Læs Vejledning i indtægtsdækket virksomhed (uvm.dk).
Beslutning om indgåelse af overenskomst med en eller flere kommunalbestyrelser skal træffes af den enkelte institution.
Kapacitet
Skal institutionen udleje ledig kapacitet til kommunen?
Ja, institutionen skal efter anmodning fra kommunalbestyrelsen stille ledig kapacitet til rådighed for undervisning af elever i 7.-9. klasse og 10. klasse med ophold efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer fordrevet fra Ukraine (særloven).
Det skyldes, at Folketinget i august 2022 vedtog en lovændring, som betyder, at institutioner med ledig kapacitet efter anmodning fra kommunalbestyrelsen skal stille kapaciteten til rådighed, med mindre institutionens leder kan redegøre for nært forestående planer om egen anvendelse. Redegørelsen til kommunalbestyrelsen er underlagt det almindelige tilsyn, der føres af Børne- og Undervisningsministeriet med institutioner.
Lovændringen er trådt i kraft.
Udlejning skal ske på markedsvilkår.
Prøver
Skal kursister, der er fordrevet fra Ukraine med ophold efter særloven, der modtager undervisning på ukrainsk eller engelsk, aflægge prøve på det sprog de har modtaget undervisning på?
Nej. Der kan ikke afholdes prøver på ukrainsk, da prøvesproget som udgangspunkt er dansk. Udbyderen kan dog, i de tilfælde hvor forholdene gør det muligt, tilbyde kursister, der er fordrevet fra Ukraine med ophold efter særloven at aflægge prøve på engelsk.
Udbyderen skal desuden være opmærksom på, at der kan være myndighedskrav på visse certifikatuddannelser, der regulerer prøvesproget og fx hindrer andre prøvesprog end dansk. I så fald er det disse regler, der skal følges.
Ovenstående gælder ikke for prøver, hvis formål det er at dokumentere kompetencer i et fremmedsprog.