Juni er en måned, hvor mange unge afslutter en ungdomsuddannelse, og mange søger videre på en ny – på erhvervsakademier, professionshøjskoler, maritime og kunstneriske uddannelser og universiteter. Men denne juni er noget særligt, fordi coronaens indtog også kan have betydning for, hvilken uddannelse de unge vælger at søge.
Da Danmark lukkede ned, kom der et nyt perspektiv på, hvilke fag der er nødvendige for at holde samfundet kørende. De »bløde« fag blev de »hårde« – og velfærdens professioner som sygeplejersker og sosu-assistenter viste sig uundværlige, mens andre, og traditionelt mere prestigefyldte og velbetalte professioner, under krisen mistede noget af deres prestige.
Nogle taler om en såkaldt Brostrøm-effekt, der potentielt kan føre til et øget antal ansøgninger til velfærdsuddannelserne. Ikke blot de sundhedsfaglige, men måske også uddannelser som lærer og pædagog. Spørgsmålet er, om Brostrøm-effekten også kan være med til at nedbryde de kønsmæssige forskelle, der præger vores uddannelsesvalg? Om de traditionelt kvindeligt dominerede velfærdsuddannelser kan lykkes med at tiltrække flere mandlige ansøgere?
Unge vælger uddannelse ud fra køn
Danske unges uddannelsesvalg er i dag i høj grad præget af kønsbundne søgemønstre. Drengene vælger »hårde« tekniske fag, pigerne »bløde« humanistiske eller velfærdsrettede uddannelser. Samtidig bliver drengene lettere »tabt« i systemet. Flere drenge kommer i specialtilbud, og større andel af drenge gennemfører ikke folkeskolens afgangsprøve eller står uden ungdomsuddannelse otte år efter 9. klasse.
Og hvad så, kunne man spørge. Er det et problem? Er det ikke OK, at kvinder arbejder med omsorg og pædagogik, og mænd med teknologi og byggeri? Og at der er mænd, som ikke klarer sig så godt i livet? Modsat er det jo også mænd, der i mindst otte ud af ti tilfælde sidder på samfundets topposter og får mere i løn og pension end deres kvindelige modstykker.
Set med samfundsmæssige briller er svaret entydigt, at ja, store kønsforskelle i uddannelsesniveau og faglighed er problematiske. Det er spild af potentiale, hvis en gruppe unge aldrig bliver en del af et arbejdsfællesskab. Og hvis kønsstereotyper skygger for, at den enkelte kan udfolde sine kompetencer.
Erhvervslivet har i årevis råbt på flere uddannede inden for de tekniske fag. Og det gør ikke rekrutteringen lettere, hvis den kvindelige halvdel af befolkningen på forhånd end ikke skænker det en tanke at blive industritekniker eller datalog. Omvendt er pædagogfaget domineret af kvinder. Her efterspørger forældre til børn i vuggestue- og børnehavealderen flere mandlige pædagoger, der kan bidrage med omsorg og læring og alternative rollemodeller. Og med god grund. Alle børn bør selvfølgelig møde både mænd og kvinder i dagtilbud og skoler.
Men hvis vi ikke skal sætte hele vores lid til, at Brostrøm-effekten ændrer vores syn på kvinde- og mandefag og -uddannelse, hvad kan vi så gøre for at skabe mere lige valg for begge køn? Først og fremmest kan vi se på, hvor kønsstereotype normer, rammer og forventninger viser sig i vores uddannelsessystem – og hvor vi kan blive bedre til at udfordre dem.
Kønsstereotyper trives i vuggestuen
I formandskabet for Rådet for Børns Læring har vi set nærmere på, hvad forskning og undersøgelser siger om kønsforskelle i dagtilbud og grundskole. Og meget peger på, at børnene allerede fra helt små bliver behandlet kønsstereotypt. I dagtilbuddene oplever flere drenge end piger, at de ofte bliver skældt ud. Drengene oplever samtidig oftere end pigerne, at de er med til at bestemme. Pigerne kan til gengæld i højere grad end drengene lide de voksne i deres dagtilbud, og flere piger oplever, at de kan sige det til en voksen, når de er kede af det.
Andre undersøgelser viser, at pædagogerne har forskellige forventninger til piger og drenge, og at personalet forholder sig forskelligt til børnene i deres pædagogiske praksis. Forskelsbehandlingen begrænser både piger og drenges mulighed for adgang til legefællesskaber og venskaber.
Forskellene mellem køn fortsætter, når børnene starter i grundskolen – og folder sig ud i fuldt flor i løbet af skoletiden. Resultater fra PIRLS og PISA viser, at pigerne klarer sig væsentlig bedre i læsning, har mere læselyst end drengene og i løbet af de seneste år også er kommet på niveau med drengene i naturfag og matematik. Der er flere drenge end piger, der i 8. klasse bliver erklæret ikke uddannelsesparate, og til folkeskolens afgangsprøve er pigernes snit markant bedre drengenes – 7,8 mod 7,0 i 2019. Forskellen mellem piger og drenges gennemsnit er desuden øget de sidste ti år. Til gengæld er der flere drenge end piger, der trives socialt i skolen. Drengene har generelt også bedre tro på egne evner og mindre frygt for at fejle.
Når folkeskolen slutter, søger dobbelt så mange drenge som piger ind på en erhvervsuddannelse (9.345 drenge vs. 3.886 piger i 2020). Her søger de fleste »Teknologi, byggeri og transport,« mens de (få) piger, der søger ind, især vælger »Omsorg, sundhed og pædagogik.« Pigerne søger til gengæld gymnasierne (81 pct. piger mod 63,5 pct. drenge).
Forskellen i kønnenes trivsel og præstation fortsætter på gymnasiet, hvor pigerne generelt præsterer bedst, men også er mere pressede og drengene trives bedre, men præsterer dårligere.
Er vores uddannelsessystem for alle?
Tallene kalder på, at vi grundigt overvejer, om den måde, vores uddannelsessystem er skruet sammen på, giver alle de bedste muligheder. Vi skal selvfølgelig hylde, at pigerne klarer sig godt og stryger ind på længerevarende videregående uddannelser.
Lad os endelig en gang for alle tage det nedsættende ud af begrebet »12-tals-pige« og samtidig undersøge nærmere, hvad der ligger til grund for pigernes generelle lavere tro på sig selv og manglende trivsel. Er det krav om test og prøver i skolen? Eller måske nærmere den »eksamen«, som de er til en gang i timen næsten døgnet rundt, når de lægger nye billeder op på Instagram? Det skal vi blive klogere på. Men vi skal også og måske især blive klogere på, hvad der ligger bag drengenes lavere præstationer og manglende uddannelsesparathed.
Uddannelse er den bedste beskyttelsesfaktor mod udsathed senere i livet. Og i dag er det langt alvorligere at gå ud af skolen uden basale kundskaber end tidligere. Det stiller nogle nye krav til den måde, vi driver skole på. Og til vores evne til at få alle med.
Måske skal vi fra børnenes første dag i dagtilbuddet og videre gennem deres skoletid være endnu mere kritiske over for de normer og værdier, som vi bærer med os? Så vi ikke blindt reproducerer kønsstereotyper fra en anden tid, men opdrager og opfordrer piger og drenge til at træffe valg ud fra præferencer og styrker, frem for køn. Det gælder professionelle pædagoger og lærere. Og det gælder forældre, der naturligvis også bærer et ansvar for ikke blindt at sætte deres børn i stive drenge- og pigebokse, ofte omsat i et mere og mere kønnet forbrug til de helt små.
5. juli søger en ny generation af unge ind på en videregående uddannelse. Herefter ved vi, om Brostrøm-effekten har formået at skubbe lidt til de kønsbundne traditioner for uddannelsesvalg. Og ellers er der nok at tage fat på. Det viser tallene, og det skal vi forvente igen. Lad os hjælpe hinanden, så de kommende generationer vil opleve, at færre bliver tabt, og flere har bedre muligheder og lyst til at sprænge de traditionelle uddannelsesvalg.
Formandskabet for Rådet for Børns Læring: Charlotte Rønhof er formand, Stefan Hermann er rektor, Københavns Professionshøjskole, Henrik Gade Jensen er sognepræst, Gloslunde Sogn, Andreas Rasch-Christensen er forsknings- og udviklingschef, VIA University College, Per Fibæk Laursen er professor, Danmarks Pædagogiske Universitet, Mette Frederiksen er lærer, Syvstjerneskolen, og Pernille Hviid er lektor, Københavns Universitet.