Hop til indhold

Ny skabelon til forløbsbeskrivelsen

Styrelsen indfører pr. 1. august 2021 en ny skabelon for forløbsbeskrivelser. Alle ungdomsuddannelser, videregående uddannelser, voksen- og efteruddannelser og FGU-institutioner skal anvende den nye skabelon i forbindelse med studiestøtteforløb og forløb med faglige støttetimer.

Formålet med forløbsbeskrivelsen er, at den skal anvendes som et pædagogisk redskab i støtteforløbet. Forløbsbeskrivelsen skal bl.a. støtte tilrettelæggelsen af forløbet og sikre den fornødne forventningsafstemning mellem støttegiveren og den studerende. Støttegiveren og den studerende skal derfor så vidt muligt udfylde forløbsbeskrivelsen sammen.

Som afslutning på forløbet skal både støttegiveren og den studerende skrive under på forløbsbeskrivelsen. Hvis det ikke er muligt at skrive fysisk under på blanketten, for eksempel fordi forløbet har været afholdt virtuelt, kan parterne give deres samtykke til forløbsbeskrivelsen på anden vis, for eksempel via sikker mail.

For studerende med ordblindhed på de videregående uddannelser er der i de nuværende leverandøraftaler ikke krav om underskrift på forløbsbeskrivelsen. Styrelsen opfordrer leverandørerne til også at indhente underskrifter fra de studerende.

Download forløbsbeskrivelsen fra spsu.dk

Hvis du ønsker forløbsbeskrivelsen i Word-format, kan du sende en mail til sps@stukuvm.dk.

Forløbsbeskrivelsen skal fremover opbevares på uddannelsesstedet

Pr. 1. august er det ikke længere et krav, at uddannelsesstedet vedhæfter forløbsbeskrivelsen i SPS2005 i forbindelse med genansøgning. I stedet skal uddannelsesstedet eller styrelsens leverandør af støtten opbevare forløbsbeskrivelsen.

Styrelsen kan til enhver tid anmode om at se forløbsbeskrivelsen efter behov f.eks. i forbindelse med tilsyn eller genansøgninger.

Læs mere om forløbsbeskrivelsen, og se skabelonen her

Registrering af afholdte støttetimer

Alle uddannelsessteder skal fortsat kunne dokumentere afholdte timer også i de tilfælde, hvor uddannelsesstedet selv varetager støtten. Dokumentationen er nødvendig for at sikre, at uddannelsesstedet ikke søger refusion for flere timer, end der er afholdt.

Uddannelsesstedet og leverandøren skal til enhver tid kunne fremvise dokumentation for afholdte timer til styrelsen, eksempelvis i forbindelse med tilsyn eller genansøgning.

Læs mere om refusion af udgifter her