I 2016 søsatte daværende kulturminister Bertel Haarder dannelsesprojektet Danmarkskanon. Projektet undersøgte befolkningens holdning til de danske samfundsværdier. Med skolekonkurrencen #Klassenskanon er den debat, Danmarkskanon skabte, kommet ind i landets klasselokaler.
Landets skoleklasser har i efteråret deltaget i konkurrencen ved at debattere og tage stilling til deres egne kanonværdier. Herefter har en ungejury behandlet de indsendte klassekanoner. Juryen har tillagt det særligt vægt, at de tre vinderklasser har arbejdet kreativt, fagligt og refleksivt med værdierne fra Danmarkskanonen. De tre klasser har benyttet et bredt spektrum af formater og platforme – lige fra digte til videoer og blogs.
”I skolen lærer man at læse og regne. Men det er mindst ligeså vigtigt, at den enkelte elev stifter bekendtskab med de helt centrale værdier, som vores demokratisk samfund er bygget på. Frihed, frisind, tolerance osv. At det sker hver dag ude i klasseværelserne er vinderne alle et godt eksempel på,” siger undervisningsminister Merete Riisager.
Vinderklassernes præmie er ”Suset på Sprogø” – en oplevelses- og debatdag på Sprogø. Dagen bliver arrangeret og gennemført af elever og lærere fra Ryslinge Højskole.
Kulturminister Mette Bock, Undervisningsminister Merete Riisager vil sammen med folketingsmedlem Bertel Haarder overrække præmier til elever og lærere fra de tre vindende klasser ved en præmieoverrækkelse i Undervisningsministeriet i dag den 13. december kl. 10.00.
Om Klassenskanon
Initiativet til Danmarkskanonen blev taget af tidligere kulturminister Bertel Haarder i juni 2016, som et dannelses- og integrationsprojekt. Projektet skulle afsøge befolkningens holdning til de danske samfundsværdier og skabe øget kulturel bevidsthed. Projektet modtog i alt 2425 forslag fra privatpersoner, foreninger, organisationer, kulturpersonligheder m.fl.
Udover den digitale indsamling blev der holdt 50 debatarrangementer på biblioteker og i kultur- og forsamlingshuse om kanonen. Seks udpegede kuratorer tematiserede forslagene i 20 værdier, som befolkningen stemte om på www.danmarkskanon.dk. Der blev afgivet i alt 326.298 stemmer.
Medlemmer af ungejuryen
Ungejuryen tilknyttet #klassenskanon består af medlemmer fra Danske Skolelever (DSE), Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), Erhvervsskolernes Elevorganisation (EEO), Landssammenslutningen af Handelsskolelever (LH) og Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).