En del af eleverne på ungdomsuddannelsen International Baccalaureate (IB) kan i dag ikke komme ind på en videregående uddannelse i Danmark. Det skyldes blandt andet, at de skal leve op til en række komplekse bestå-krav i IB-systemet.

Det viser en ny analyse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet og Undervisningsministeriet. Derfor ændres den måde, deres karakterer i dag omregnes på.

For at komme i betragtning til en videregående uddannelse i Danmark skal elever fra International Baccalaureate i dag have en eksamen med mindst 24 ud af 45 mulige point, men fra næste år behøver de kun 18 point for at komme i betragtning.

Derudover begynder omregningen til den danske syvtrinsskala fremover også allerede ved 18 point. Det betyder eksempelvis, at en IB-eksamen på 35 point fra næste år omregnes til et dansk karaktergennemsnit på 9,0 mod 8,5 i dag.

Se hele omregningstabellen (pdf).

Samtidig med ændringerne i IB-omregningen sættes der gang i en særskilt undersøgelse af European Baccalaureate, som også har et andet karaktersystem end det danske, men derudover ikke kan sammenlignes med IB.

International Baccalaureate (IB) - Vilkår for optag og adgang til videregående uddannelser i Danmark (pdf)

Fakta om ændringer for IB-elever til videregående uddannelser

  • En ny analyse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet og Undervisningsministeriet viser, at kravene for at bestå en IB-eksamen er mere komplekse end at bestå en dansk studentereksamen.
  • Derfor åbner de to ministerier op for, at nogle IB-ansøgere, der i dag ikke kan optages på en videregående uddannelse i Danmark, fremover optagelsesmæssigt sidestilles med ansøgere med en 2-årig hf-uddannelse uden overbygning.
  • Desuden ændres omregningen af IB-karakterer til den danske skala, så den fra optaget 2018 starter ved 18 point i stedet for 24 point.
  • IB-elever med 18 point og højere (IB Course Result) sidestilles optagelsesmæssigt fra optaget i 2018 med den nye 2-årige hf-eksamen, hvis alle fag er bestået med mindst karakteren 3, og giver som den nye 2-årige hf-eksamen adgang til erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser.
  • Ønsker IB-elever med IB-Course Result på 18 point og højere at læse på en akademisk bacheloruddannelse, skal de supplere med enkeltfag på hf.
  • IB-elever med 24 point eller mere (IB-Diploma) kan fortsat søge ind på alle videregående uddannelser i Danmark.
  • Den nye model for omregning gennemføres ved en ændring i adgangsbekendtgørelserne for ansøgninger til studiestart 2018.

Sidst opdateret: 29. juni 2017