Erhvervsskole eller gymnasiet? Det er et valg, de fleste børn skal træffe efter grundskolen. Men siden 2010 har man via eux kunnet vælge at kombinere en erhvervsuddannelse med en gymnasial eksamen og dermed både blive faglært og student. Det ved de fleste forældre og deres børn i alderen 12-17 år bare ikke. Kun 47 procent af forældrene og 43 procent af børnene svarer i en ny rundspørge foretaget for Undervisningsministeriet, at de kender til eux. Til sammenligning kender 87 procent af forældrene til indholdet i stx. Det skal den nye kampagne ”Eux – student og faglært” være med til at ændre.
”Eux er et spændende alternativ til en klassisk gymnasial eller erhvervsrettet uddannelse. Det er et forløb, der giver de unge mulighed for at tilegne sig både boglige og håndværksmæssige kundskaber, og med et svendebrev i hånden og en studenterhue på hovedet er verden åben for eux’erne. Men det er også et relativt nyt uddannelsestilbud, som mange ikke kender og måske aldrig har hørt om. Derfor sætter vi nu gang i en kampagne, der skal øge kendskabet til eux,” siger undervisningsminister Merete Riisager.
Tidligere i år viste en evaluering, at eux kan trække en ny type unge til erhvervsuddannelserne. Halvdelen af eux-eleverne svarede i den forbindelse, at de ville have valgt gymnasiet, hvis ikke de havde haft mulighed for at vælge eux.
”Eux – student og faglært”-kampagnen er særligt forankret på Facebook-siden Eux, der løbende opdateres med nyheder, videoer og andet indhold. Her vil der også være adgang til en eux-bot, der via Messenger besvarer spørgsmål om eux. Derudover sendes kampagnemateriale til skoler og UU-vejledere.
Eux-kampagnen løber til og med februar 2018.
Om eux
Eux indeholder praktik og den fulde skoleundervisning fra erhvervsuddannelsen - med undtagelse af grund- og valgfag samt fag med grundfagslignende indhold. Disse fag er erstattet af fag på gymnasialt niveau. Du får altså de samme erhvervsfaglige kompetencer i eux-forløb, som i almindelig erhvervsuddannelse. Samtidig får du fag på gymnasialt niveau, der i omfang svarer til en toårig gymnasial uddannelse.
Et eux-forløb udformes i forhold til den enkelte erhvervsuddannelse. Det betyder, at fagrækken på gymnasialt niveau og undervisningstiden fastsættes for den enkelte erhvervsuddannelse og dermed kan variere fra uddannelse til uddannelse.
Dermed sikres det, at du opnår generel studiekompetence, og at forløbet indeholder de specifikke fag, som er mest relevante i forhold til erhvervsuddannelsen og til eventuel optagelse på beslægtede videregående uddannelser.