Hop til indhold

Undervisningsministeriet er nu klar med en vejledning til skoler og skolernes fritidsordninger, der skal være med til at sætte fokus på vold og trusler på skoler og i skolernes fritidsordninger. Vejledningen skal også give viden om, hvordan der kan arbejdes med at forebygge og håndtere, når der er elever, der er enten truer eller slår en underviser. Den nye vejledning markerer første skridt i den samlede indsats, der fortsætter i foråret 2018.

 Det kan ikke være rigtigt, at det skal være forbundet med frygt for fysiske overgreb at tage på arbejde.

- Merete Riisager

Noget af det vejledningen lægger vægt på er, at skolerne og skolernes fritidsordninger arbejder systematisk med indsatsen mod vold og trusler, både i forbindelse med den forebyggende indsats, i forbindelsen med håndteringen af konkrete episoder og i forbindelse med det opfølgende arbejde.

”Det er helt uacceptabelt, at så mange lærere har oplevet trusler eller vold på nær hold i deres arbejdsliv. Det kan ikke være rigtigt, at det skal være forbundet med frygt for fysiske overgreb at tage på arbejde. Derfor styrker vi nu vejledningen for skolerne, så de bliver bedre til at håndtere den slags situationer. Jeg vil også se på, om det er nødvendigt at ændre de regler, vi har i dag, hvis det kan gøre forholdene på skolerne bedre,” siger undervisningsminister Merete Riisager.

Som et led i indsatsen er der nedsat en arbejdsgruppe med deltagelse af andre ministerier, fagforeninger og organisationer, som har bidraget til at kvalificere vejledningsmaterialet. Arbejdsgruppen skal også vurdere mulighederne for en bedre forebyggende indsats, og ministeren vil samtidigt se nærmere på, om der er behov at ændre gældende regler og lovgivning. Som en anden del af indsatsen bliver der i foråret offentliggjort en dybdegående undersøgelse af problemet med vold og trusler i skolen.