Hop til indhold

76 procent af de unge mellem 12 og 25 år vurderer, at de har kontrol over oplysninger, de deler på nettet. Det fremgår af en undersøgelse foretaget af Epinion for Undervisningsministeriet. Den digitale selvsikkerhed er dog ikke helt velbegrundet. For eksempel svarer mere end fire ud af ti unge i undersøgelsen, at de enten ikke kender indholdet i eller slet ikke har hørt om regler og lovgivning, der kan beskytte dem på internettet og sociale medier. Samtidig svarer halvdelen, at de enten ikke ved eller ikke bekymrer sig om, at de efterlader digitale spor på nettet, som eksempelvis virksomheder kan bruge.

Derfor lancerer Undervisningsministeriet i dag kampagnen Mind Me – Mit liv, mine data. Den skal styrke de unges viden og bevidsthed om mulige faldgruber ved adfærd på internettet og sociale medier.

”Digitaliseringen åbner en masse nye døre for de unge, men med mulighederne følger også vigtige dilemmaer om it-sikkerhed, datasikkerhed og -rettigheder. Når de unge træffer digitale valg, skal de kende de mulige konsekvenser ved deres valg – Epinions undersøgelse tyder på, at det desværre ikke altid er tilfældet. Det skal vi have gjort noget ved,” siger undervisningsminister Merete Riisager.

Mind Me-kampagnen er særligt målrettet de 13-19-årige. Den bæres i høj grad af de unge selv, da den blandt andet vil bygge på unges historier og erfaringer med it-sikkerhed gennem en YouTube-konkurrence. Kampagnen vil også involvere film, et nyt kampagne-site (Mindme.stil.dk) og forskellige tiltag på Instagram og YouTube. Formålet er at få de unge til at reflektere over, hvor deres data ender.

Kampagnen går i luften i dag og løber frem til skolernes juleferie.

Om Epinions undersøgelse

  • Der er i alt gennemført survey-interviews med 4.488 børn og unge i alderen 12 til 25 år. Også svar fra forældre og lærere indgår i undersøgelsen.
  • Undersøgelsen ser blandt andet på børn og unges brug af sociale medier, herunder sikker og kritisk brug på nettet samt it-sikkerhed, dataetik og -praksis i skolen.
  • Spørgeskemaundersøgelsen blandt børn og unge viser, at det store flertal generelt oplever en høj selvtillid i forhold til at navigere på nettet og sociale medier.
  • Jo yngre respondenterne er, jo mere kender de ifølge eget udsagn til regler og lovgivning for adfærd på internettet. 73 procent af 12-14-årige mener, at de kender de fleste af reglerne. Tilsvarende er det 53 procent for de 20-25-årige. Det kan skyldes, at de yngste overvurderer deres egen viden og ikke har et realistisk billede af lovgivningen.

Se Epinions undersøgelse 'Styrkelse af dataetik og it-sikkerhed på undervisningsområdet' (pdf)