Undervisningsminister Merete Riisager har godkendt et forsøg med en alternativ tilrettelæggelse af den danske treårige stx-uddannelse, nemlig en nordatlantisk stx-uddannelse. De gymnasieelever, der kommer ind på den særlige uddannelse, vil blive uddannet på både danske, grønlandske, færøske og islandske gymnasier i løbet af deres tre år lange gymnasiale uddannelse. 

Den nordatlantiske gymnasieklasse vil være målrettet unge med interesse for det nordatlantiske samfund og det naturvidenskabelige-bioteknologiske felt. Eleverne bliver samlet i én klasse og vil på tre år få kulturelt og fagligt input fra fire lande, samtidig med at de får adgang til en særlig studieretning med Bioteknologi, Matematik A og Arktisk teknologi.

”Det er ofte almindeligt for unge i dag at rejse mod syd. Den nye stx-klasse giver til gengæld de unge i Nordatlanten en unik mulighed for at lære hinanden og de nordatlantiske lande bedre at kende. Der sker noget særligt, når man både bor og uddanner sig i forskellige lande. Jeg håber, at det kan være med til at styrke fællesskabet og kulturen i Nordatlanten,” siger undervisningsminister Merete Riisager.  

Initiativet til den nordatlantiske gymnasieklasse kommer fra GUX Sisimiut i Grønland, mens det i Danmark er Gribskov Gymnasium, der står som ansvarlig for forsøget over for Undervisningsministeriet. De øvrige partnere i forsøget er Miðnám á Kambsdali på Færøerne og Verzlunarskoli Islands på Island. 

Jeg håber, at det kan være med til at styrke fællesskabet og kulturen i Nordatlanten.

- Merete Riisager

”At skabe en klasse med 28 elever fra de fire nordatlantiske lande er både nytænkende og unikt. Klassen får demokratisk og kulturel dannelse ind på en helt anden måde, når de bor i og går i skole i hinandens lande. Gymnasiet er en oplevelse og dannelse for livet, og det bliver nordatlantisk gymnasieklasse i allerhøjeste grad,” siger rektor Kristoffer Sidenius. 

De unge, der ønsker at søge den nordatlantiske stx-klasse, kan søge om optagelse fra skoleåret 2019/2020 via optagelse.dk fra den 1. januar 2019. Der vil blive optaget elever til én klasse fra næste skoleår.