Hop til indhold

Lotte Groth Andersen bliver ny afdelingschef i Afdelingen for Grundskoler. Her skal Lotte Groth-Andersen lede en afdeling med cirka 20 medarbejdere.

”Jeg glæder mig til at lede Afdelingen for Grundskoler. Skolen er en af vores vigtigste samfundsinstitutioner, og det er et privilegium at få lov at arbejde med at skabe gode rammer for undervisningen af vores børn og unge. Det bliver en stor og spændende opgave at varetage sammen med de dygtige medarbejdere i Undervisningsministeriet og i samarbejde med de mange aktører, der arbejder i og omkring skolen,” siger Lotte Groth-Andersen.

I forbindelse med valget af Lotte Groth-Andersen siger departementschef Søren Hartmann Hede: ”Lotte Groth-Andersen har gennem en årrække vist sine evner som en dygtig leder med stor faglig indsigt i grundskoleområdet. Jeg ser derfor meget frem til at få Lotte med på holdet og til det videre samarbejde omkring grundskoleområdet.”

Lotte Groth-Andersen er 45 år og uddannet i statskundskab fra Københavns Universitet. Hun har arbejdet i Undervisningsministeriets koncern siden 2007, hvor hun kom til fra en stilling i Finansministeriet.