Hop til indhold

"Plads til forskellighed" er en del af satspuljeprojektet "Mestering af skoledag og hverdagsliv", der har til formål at hjælpe klasser med elever med ADHD, autisme eller lignende vanskeligheder til at starte et forløb, der kan hjælpe eleverne med at mestre deres skoledag og hverdag. Målet er at fremme de sociale relationer og trivslen i klassen, så både motivationen, læringsmiljøet og fastholdelsen i klassen øges. Nøglen i Plads til forskellighed er de fagprofessionelles kompetencer. Projektet ændrer ikke på klassens organisering eller timernes tilrettelæggelse, men forandringerne sker igennem de professionelles tilgang til klassen og eleverne. 

Plads til forskellighed er blevet afprøvet som et systematisk forsøgsprogram på 60 skoler i skoleåret 2018/2019. De første tilbagemeldinger fra deltagende skoler har været positive. Ressourcepersonerne fremhæver, at det har hjulpet både elever med ADHD, autismespektrumforstyrrelser eller lignende vanskeligheder og deres klassekammerater med at skabe sociale relationer og opbygge inkluderende læringsfælleskaber.

Kommuner og frie grundskoler kan nu tilmelde sig den såkaldte spredningsfase af projektet, hvor de får mulighed for at opkvalificere ressourcepersoner og igangsætte mestringsforløb i 0.-3. klasser, der har mindst to elever med ADHD, autismespektrumforstyrrelser eller lignende vanskeligheder i skoleåret 2019/2020.

Undervisningsministeriet yder et tilskud til deltagende på maksimalt 29.072 kr. pr. deltagende ressourceperson. Tilskuddet forudsættes anvendt til de timer, der er forbundet med ressourcepersonernes opkvalificering, forberedelse og implementering af indsatsen samt opfølgning på den. Øvrige udgifter, herunder udgifter forbundet med administration og rejseudgifter, finansieres af kommunen, hvori den deltagende folkeskole er beliggende, eller af den frie grundskole.

Yderligere information om projektet kan læses på www.pladstilforskellighed.dk

Find puljeudmeldingen, hvor rammen for tilmeldingen og tilskuddet er beskrevet (uvm.dk)