Den seneste tid har flere medier beskrevet, hvordan tre børn i den undervisningspligtige alder i Nyborg Kommune ikke har fået den undervisning, som de har krav på.
Undervisningsministeren ønsker at gøre regler om undervisningspligt tydelige, som de fremgår af Grundloven, og som Danmark har forpligtet sig til med FNs Børnekonvention. Det skal sikre, at kommunerne fremover ved, hvordan de skal håndtere lignende sager.
Derfor vil undervisningsministeren sende et hyrdebrev til landets kommuner med en tydelig beskrivelse af reglerne, og hvordan kommunerne bør forholde sig til børns undervisningspligt.
”Det er meget uheldigt, at der i Nyborg Kommune har været usikkerhed om, hvad der gælder i forhold til de pågældende børn i den undervisningspligtige alder, der bor og opholder sig i kommunen, mens deres asylsag behandles. De børn skal have undervisning - også mens deres asylsag behandles. Der må ikke være tvivl om, hvornår den ene hånd slipper, og den anden griber, og det skal hyrdebrevet sørge for,” siger undervisningsminister Merete Riisager.
I forhold til de to elever fra den konkrete familie i Nyborg, der går i 10. klasse, har de ikke undervisningspligt. Men som loven er i dag, er der ikke noget til hinder for, at de kan fortsætte i 10. klasse, uanset om de har lovligt ophold i Danmark. Der er dermed ikke i folkeskoleloven hjemmel til at udskrive elever af 10. klasse på baggrund af deres opholdsgrundlag i Danmark.
Undervisningspligten i grundloven:
Det følger af grundlovens § 76, at alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen. Undervisningspligten medfører pligt til at deltage i undervisningen i folkeskolens grundskole (dvs. børnehaveklassen og 1.-9. klassetrin) eller i en undervisning, der står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, jf. folkeskolelovens § 33, stk. 1.
Folkeskolens 10. klasse er således ikke omfattet af undervisningspligten.
FN's Børnekonvention:
FN's Konvention om Barnets Rettigheder (Børnekonventionen) blev tiltrådt af Danmark i 1991, og Danmark har således pligt til at efterleve konventionen.
Ifølge konventionens artikel 28 skal medlemsstaterne gøre grunduddannelse – dvs. i Danmark konkret folkeskolens børnehaveklasse og 1.-9. klassetrin – obligatorisk og gratis tilgængelig for alle. 10. klasse er ikke omfattet af konventionens krav om at gøre grunduddannelse tvungen og gratis tilgængelig for alle.
Undervisning i 10. klasse:
Undervisning i 10. klasse er et uddannelsestilbud til alle unge, som efter grundskolen har behov for yderligere kvalificering og afklaring af uddannelsesvalg for at kunne gennemføre en ungdomsuddannelse.
Der er ikke i folkeskoleloven stillet krav om, at elever skal have lovligt ophold for at kunne blive optaget i 10. klasse. Der er derfor ikke hjemmel i folkeskoleloven til at afskære en elev fra optagelse på baggrund af elevens opholdsgrundlag, eller til at udskrive eleven af i 10. klasse, selvom eleven undervejs i forløbet mister sit opholdsgrundlag.