Dansk fylder en del i det islandske undervisnings- og uddannelsessystem. Island er det eneste andet land, hvor dansk er obligatorisk fremmedsprog. Dansk er det obligatoriske andet fremmedsprog i grundskolen og et år i ungdomsuddannelserne i Island. Derfor har Danmark og Island gennem 22 år arbejdet sammen for at styrke danskundervisningen til gavn for børn og unge i Island.
Undervisningsminister Merete Riisager og Islands minister for undervisning, videnskab og kultur, Lilja Alfreðsdóttir, har i dag underskrevet en ny samarbejdsaftale om fortsat dansk støtte til danskundervisningen i det islandske uddannelsessystem. Som en del af samarbejdsaftalen støtter Danmark arbejdet med danskundervisning i Island med 3,1 millioner kroner i perioden 2019-2024. Der er tale om fornyelse af en eksisterende aftale og dermed en fortsættelse af aktiviteterne.
