Julie Elm Vig Albertsen starter mandag den 1. juni 2020 som ny direktør for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.
Julie er 39 år gammel og uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. Hun kommer fra en stilling som afdelingschef i Finansministeriet, hvor hun blandt andet har haft ansvaret for kommunernes og regionernes økonomi samt ansvar for Finansministeriets opgaver i relation til sundheds- og socialområdet, arbejdsmarked samt dagtilbud og undervisning (0-18 års området).
Tidligere har Julie blandt andet været underdirektør i DR Kultur samt kontorchef i både Finansministeriet og Moderniseringsstyrelsen og har endvidere erfaring som bestyrelsesmedlem i VIVE.
Om valget af Julie Elm Vig Albertsen siger departementschef Birgitte Hansen:
”STUK fortjener en direktør, der både brænder for styrelsens område og for at være en god samarbejdspartner og personaleleder. Det er jeg sikker på, at vi har fundet i Julie. Hun er en vellidt leder, en skarp hjerne og en utrolig behagelig person at samarbejde med. Jeg glæder mig meget til at byde Julie velkommen.”
Julie Elm Vig Albertsen ser frem til at starte og siger:
”STUK har en afgørende samfundsopgave med at sikre fagligt stærke uddannelser til alle. Det er en grundforudsætning for vores velfærdssamfund, og når vi skal fremtidssikre Danmark. Og den opgave glæder jeg mig virkelig til at være med til at fremme og udvikle sammen med medarbejderne på tværs af Børne- og Undervisningsministeriet og med vores eksterne samarbejdsparter.”