Den 1. oktober 2020 skydes den europæiske cybersikkerhedsmåned i gang. Den anledning benytter Styrelsen for It og Læring til at stille skarpt på nogle af de aktuelle problematikker, mange børn og unge oplever på nettet.
Derfor er alle 4.-6. klasser i Danmark inviteret med på en mission, Cybermissionen, som er en ny landsdækkende konkurrence. Den skal bidrage til at styrke børn og unges kompetencer og digitale dømmekraft og give dem bedre forudsætninger for et trygt og forsvarligt onlineliv.
Konkurrencen består i, at eleverne skal bruge den viden om cybersikkerhed, de tilegner sig, til at finde på kreative løsninger på nærværende it-sikkerhedsudfordringer, som kan formidles videre til andre børn. De skal eksempelvis designe en kampagne, et læringsspil, en app, en informationsvideo eller lignende, der oplyser om de bedste råd til at undgå digitalt bedrageri, grooming og andre faldgruber på internettet.
Der er plads til mange flere
Cybermissionen har kick-off den 1. oktober 2020, men allerede nu har 203 lærere og skolekonsulenter tilmeldt deres elever til konkurrencen. Der er dog fortsat plads til mange flere. Konkurrencen løber indtil den 1. december 2020, og der er løbende tilmelding.
Alle skoler, som deltager i konkurrencen, får tilsendt et missions-kit, som indeholder begrebs- og øvelsesplakater, diplomer samt flotte cybermissionsklistermærker.
Selvom konkurrencen er forbeholdt elever på mellemtrinnet, kan materialet også benyttes til øvrige årgange.
Vinderen af konkurrencen
Ud over titlen som årets Cybermissionsklasse 2020 får vinderen også mulighed for at besøge det lokale politi, som er medafsender af konkurrencen. Her vil vinderne få en rundvisning og et spændende indblik i politiets arbejde med it-kriminalitet samt gode råd til, hvordan de kan passe bedre på sig selv på nettet.
Initiativ i den nationale strategi for cyber- og informationssikkerhed
Cybermissionen er et af initiativerne i den nationale strategi for cyber- og informationssikkerhed 2018-2021, som blandt andet sætter fokus på at styrke børn og unges kompetencer og digitale dømmekraft.
Initiativet skal bidrage til, at børn klædes på til at begå sig trygt, forsvarligt og etisk korrekt, når de bruger it eller bevæger sig på sociale medier, så de får de bedste forudsætninger for at gribe de digitale muligheder og agere kritisk som borgere i et digitaliseret samfund.
Fakta
- Konkurrencen er blevet til i regi af den nationale strategi for cyber- og informationssikkerhed 2018-2021 (digst.dk)
- Konkurrencen er forbeholdt 4.-6. klasse, men konkurrencekonceptet og materialet kan skaleres og benyttes på alle klassetrin.
- Konkurrencen løber fra 1. oktober til 1. december 2020
- Undervisningsforløbet er udarbejdet til at vare ca. 15 lektioner (vejledende).
- Politiet er medafsender på konkurrencen og bistår løbende med kvalitetssikring af materialer
- Læs om den landsdækkende konkurrence på emu.dk