Mandag den 8. februar 2021 genåbner skoler, SFO’er og klubtilbud for elever i børnehaveklassen og 1.-4. klasse. Det blev meldt ud på et pressemøde mandag aften.
”Det er benhårdt for børn at være hjemme uden samværet med kammeraterne og kontakten til lærerne og pædagogerne. Det er dem, der har sværest ved at følge undervisningen online. Forældrene er pressede. Jeg er både glad og lettet over, at det kan lade sig gøre,” siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil og tilføjer:
”Selvom der stadig er mange elever i skoler og ungdomsuddannelser, som må vente lidt endnu, vil jeg igen understrege, at hvis en elev har særlige udfordringer, for eksempel derhjemme, så bør de møde fysisk frem.”
Genåbningen for de yngste vil være med fuldt fysisk fremmøde og efter de retningslinjer, som var gældende inden nedlukningen. Det vil sige uden afstandsanbefalinger inden for stamklassen, men med andre smitteforebyggende foranstaltninger, herunder reduktion af kontakt mellem klasser, fokus på hygiejne, afstand på fællesarealer og i frikvarter.
Regeringen har samtidigt besluttet som en ekstra smitteforebyggende foranstaltning at indføre krav om mundbind eller visir for forældre og andre besøgende i dagtilbud, grundskoler og skolefritidsordninger m.v. Samtidig udvides den ret til at bære visir, som lærere og det pædagogiske personale i dag har, til også at omfatte øvrigt personale. Der arbejdes desuden på at tilvejebringe en model for test af lærere og pædagoger med flere i forbindelse med genåbningen af 0.-4. klasse.
Børne- og Undervisningsministeriet vil snarest muligt gå i dialog med sektorpartnerskaberne om genåbningen og offentliggøre justerede retningslinjer og spørgsmål/svar på baggrund heraf. Retningslinjerne for de elever i 5.-10. klasse, der er undtaget fra nedlukningen, vil også blive justeret.