Som aftalt i Trepartsaftalen om flere lærepladser og entydigt ansvar fra november 2020 udmøntes der 121 millioner kroner i 2021 og 119 millioner kroner i 2022 og frem til at styrke det lærepladsunderstøttende arbejde, søgning og kvalitet på erhvervsuddannelserne for at øge antallet af lærepladsaftaler og få flere elever til at søge erhvervsuddannelserne. Midlerne skal udmøntes af de faglige udvalg bestående af arbejdsmarkedets parter. I forbindelse med trepartsaftalen blev det aftalt, at en arbejdsgruppe skulle udarbejde de nærmere rammer for udmøntningen af midlerne.
Læs arbejdsgruppens rapport (pdf).
Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil udtaler: ”Med vores trepartsaftale fra november 2020 satte vi rammen for, at elever på erhvervsuddannelserne skal have større sikkerhed for at få en læreplads. Vi blev enige om at styrke området med 500 millioner kroner i alt, hvoraf cirka 120 millioner kroner målrettes denne specifikke indsats. Det er et markant løft, og jeg er meget glad for, at vi nu er kommet et skridt videre på vejen mod at få flere indsatser i gang til gavn for elever – og for virksomheder.”
På uvm.dk kan man finde arbejdsgruppens rapport samt spørgsmål/svar og en oversigt over den konkrete fordeling af midlerne til de enkelte faglige udvalg i 2021.
Indsatsen finansieres af midler fra Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB).
Arbejdsgruppen har bestået af repræsentanter fra Dansk Arbejdsgiverforening, Fagbevægelsens Hovedorganisation, KL, Danske Regioner og Børne- og Undervisningsministeriet.