En vigtig forudsætning for den grønne omstilling er, at der er nok faglærte. Regeringen foreslår derfor, at der etableres tre nye klimaerhvervsskoler, der skal være kraftcentre med fagligt stærke miljøer for grøn omstilling og bæredygtighed.
Regeringen er i dialog med og vil fortsat invitere erhvervslivet, herunder blandt andet store danske, grønne eksportvirksomheder og fonde, til tæt involvering og til at deltage aktivt i etableringen af klimaerhvervsskolerne. Dette vil understøtte uddannelser af højeste kvalitet med den nyeste viden og de nyeste teknologier.
”Vi har hårdt brug for dygtige elektrikere, metalarbejdere, bygningsarbejdere og andre faggrupper, der kan bidrage til den grønne omstilling af vores samfund. Som kan bygge vindmøller i havet, opsætte ladestandere og etablere solcelleanlæg på vores tage. Derfor er det helt oplagt, at vi giver vores unge, som i forvejen er dybt optagede af klimaet, mulighed for også at gøre en forskel for klimaet, når de vælger uddannelse,” siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.
De nye klimaerhvervsskoler skal udbyde uddannelser til de sektorer, der især bidrager til at opfylde klimamålsætningerne i 2030 og på længere sigt i 2050. Det gælder for eksempel uddannelser inden for landbrugs-, transport-, energi-, byggeri-, industri- og affaldssektoren.
Regeringen vil investere 100 millioner kroner årligt fra 2023–2028 og 30 millioner kroner årligt herefter i klimaerhvervsskolerne.
Regeringen foreslår, at der i alt afsættes 2,5 milliarder kroner årligt til at investere i kvaliteten af uddannelsessystemet.