I denne uge har tusindvis af elever i grundskolen deltaget i Sex & Samfunds kampagne ”Uge Sex” med fokus på emner som køn, krop, seksualitet og rettigheder. Står det til regeringen, skal seksualundervisningen spille en større rolle i hele uddannelsessystemet og ikke kun på grundskoleområdet. Derfor opretter Børne- og Undervisningsministeriet en ny ansøgningspulje på 2 millioner kroner i 2022 med det formål at styrke seksualundervisningen på ungdomsuddannelserne og den forberedende grunduddannelse (FGU).
Ifølge Børne- og Undervisningsministeriets årlige trivselsundersøgelse blandt gymnasieelever har cirka ti procent af eleverne nemlig oplevet uønsket seksuel opmærksomhed fra andre elever eller ansatte på skolen i løbet af det sidste år. Pengene fra puljen skal derfor blandt andet bruges til at lave nye undervisningsmaterialer og til opkvalificering af underviserne på gymnasier, erhvervsuddannelser og FGU. Formålet er at få en tidssvarende seksualundervisning, så eleverne kan få øget indsigt i emner som for eksempel samtykke, køn og grænser.
”Seksualitet, identitet og grænser er rigtig svære spørgsmål at stå med som ung. Derfor har vi som samfund et ansvar for at klæde vores børn og unge så godt på som overhovedet muligt. Der er behov for, at vi gør mere for at styrke seksualundervisningen på ungdomsuddannelserne og FGU. Det ønske har både eleverne, lærerne og lederne også givet udtryk for, og det er jeg fuldstændig enig i. Det er helt oplagt, at de unge møder seksualundervisningen i de år, hvor de fleste bliver seksuelt aktive – nemlig i de sene teenageår,” siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.
Børne- og Undervisningsministeriet vil i løbet af første halvår 2022 offentliggøre ansøgningsmaterialet i Puljeoversigten på ministeriets hjemmeside.