Hop til indhold

Eksamensresultaterne for årets studenter på de gymnasiale uddannelser er på niveau med de seneste år. Kun på htx, teknisk eux og hf er der små udsving sammenlignet med sidste år. På de øvrige gymnasiale uddannelser er gennemsnittet uændret i forhold til sidste år. Det viser nye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet.

På grund af Covid-19-restriktionerne har undervisningen i store dele af studenternes gymnasietid været markant anderledes end tidligere. Således er mange af studenternes prøver blevet aflyst og i stedet for en karakter for de aflyste prøver, fik de ophøjet årskaraktererne til prøvekarakter. På den måde blev det muligt at udstede et fuldgyldigt eksamensbevis, selvom der blev afviklet færre prøver.

Dyk ned i eksamensresultaterne

Figur: Udvikling i gennemsnitligt eksamensresultat for de gymnasiale uddannelser, 2017-2022

Kilde: Styrelsen for IT og Læring på baggrund af data fra Eksamensdatabasen.
Note: "Eux"-serien angiver resultater for studenter fra den tekniske eux-uddannelse, mens "meux" angiver resultater for studenter fra den merkantile eux-uddannelse. Figuren viser eksamensresultater inkl. bonus A i perioden 2017-2022 for uddannelserne stx, hhx, htx, hf, eux og meux. 2020-årgangen er for de treårige uddannelser den første på seneste gymnasiereform, mens 2019-årgangen var den første for hf.
 

Studenternes resultater i 2022

Som noget nyt indgår eux-studenterne i dette års offentliggørelse af nøgledata om studenternes eksamensresultater. Eux-data er opdelt på hhv. tekniske og merkantile eux-studenter.

Landsgennemsnittet af studenternes eksamensresultater på htx er steget 0,1 karakterpoint fra 2021 til 2022, mens stx, hhx og merkantil eux er på niveau med 2021. Landsgennemsnittet er faldet 0,1 karakterpoint på den tekniske eux og 0,2 på den hf.

Cirka 48.000 gymnasieelever dimitterede i 2022 fra de gymnasiale uddannelser, hvilket er på niveau med 2021. Størstedelen af studenterne (52 procent) dimitterede fra stx.

Htx og stx ligger højest med et gennemsnitligt eksamensresultat i 2022 på hhv. 7,8 og 7,7. Hf ligger, som tidligere år, lavest med 6,1. Merkantilt eux ligger på samme niveau som hf.